På overfladen lyder Bryan Ferrys "Olympia" som noget, han har lavet alt for mange gange før. Men sangene folder sig langsomt ud for den tålmodige lytter Uheldigvis starter albummet med den dårligste sang, "You Can Dance" - et tyndt opkog på Ferrys egne stildannende sager "Don't Stop the Dance" og "Slave To Love".

Men selvom 65-årige Bryan Ferry ikke længere genopfinder den dybe poptallerken, så er han langt fra færdig med at fascinere og imponere

Til det formål har Ferry på Olympia ikke alene samlet hele Roxy Music (minus trommeslager Paul Thompson).

Han får også sonisk assistance af både Flea fra Red Hot Chili Peppers, Pink Floyds David Gilmour og så selvfølgelig sin "funky friend" Nile Rodgers ("Let's Dance" og "Freak Out").

Sammen maler de de størst muligt lydbilleder. Lækrer guitarer snor sig omkring forførende rytmer og tilsvarende imponerende synth-flader og dyre styrearrangementer.

Og henover det hele crooner Ferry, som kun Ferry kan.

Bedst er "Heartache By Numbers" (med Scissor Sisters), "Song To The Siren" (af Tim Buckley) og Ferrys egen "Alphaville".

Og i en klasse helt for sig selv er den afsluttende "Tender is the Night", hvor Ferrys stemme alene følges på vej af den intet mindre end geniale pianist Steve Nieve.

Dér er klassisk Ferry