En vred far ville prikke en lærers øjne ud, fordi læreren forsøgte at trykke hans datters hånd, skriver Ritzau. En skole-hjem samtale på Abildgårdsskolen i Vollsmose i Odense udviklede sig onsdag eftermiddag voldeligt. En palæstinensisk mand gik amok på en lærer, fordi læreren forsøgte at trykke hans datter i hånden.

Datteren går kun i 3. klasse, skriver Ritzau.

Håndtrykket udløste med det samme en stribe vrede ord på arabisk fra den 33-årige far, der spyttede læreren i ansigtet, inden han gik fuldstændig amok på ham.

- Han angreb ham og tildelte ham både slag og spark. Han satte sig på ham og bed ham bag øret. Manden brugte også en mini-flagstang som slagvåben, og tildelte manden talrige slag med den, siger vagtchef ved Fyns Politi Jesper Pedersen.

- Manden forsøgte også at prikke øjnene ud på den forsvarsløse lærer, men det lykkedes ham heldigvis ikke, siger Jesper Pedersen.

Lærer hårdt medtaget
Der var to lærere tilstede under skole-hjem samtalen. Den ene lærer løb efter hjælp, da manden blev voldelig.

- Vi nåede frem, inden manden havde forladt skolen, og vi kunne anholde ham uden at anvende magt, oplyser Jesper Pedersen.

Læreren, der i øvrigt at af marokkansk baggrund, var så hårdt medtaget, at han blev kørt til hospitalet efter overfaldet.

- Vi har besluttet at beholde faderen hos os natten over.Torsdag morgen skal det vurderes, om skal han fremstilles i grundlovsforhør,
siger vagtchefen til Ritzau.

Lærer i chok efter overfald
Den overfaldne lærer er chokeret og har det dårligt, siger skoleinspektør Allan Feldskou til TV2 efter det voldsomme overfald.

- Det er en alvorlig hændelse, fastslår inspektøren ifølge Ritzau.

Han er helt uforstående over for, at overfaldet blev udløst, fordi læreren ville give eleven hånd.

- Det er helt almindelig kutyme, at man er høflig og giver hånd, siger Allan Feldskou.