Politidirektør i Københavns Politi, Hanne Bech Hansen, opfordrer nu til, at der bliver fundet en løsning på konflikten om Ungdomshuset.

- Lad os da håbe der kommer en løsning på det, så det her galehus kan stoppe, siger Hanne Bech Hansen til 21 Søndag på DR1.

Helt konkret opfordrer Hanne Bech Hansen til at overborgmester Ritt Bjerregaard, de unge selv og deres advokat Knud Foldschack får forhandlet sig frem til en varig løsning snarest.

Knud Foldschack administrerer en fond med minimum 12 millioner kroner, der kan bruges til at købe et nyt Ungdomshus.

- Hvis de tre parter strenger sig an, så tror jeg vi kan finde en løsning, siger Hanne Bech Hansen til 21 Søndag.

Politidirektørens opfordring kommer efter at 21 Søndag kunne fortælle, at tillidsfolkene fra samtlige stationer under Københavns Politi advarer om, at indsatsen mod Ungdomshuset nu går ud over andre dele af politiets arbejde. Blandt andet er der skåret ned på indsatsen mod vold, narko og prostitution i København.