En mand fra Lolland risikerer syv dages fængsel og et erstatningskrav efter at have skåret halsen over på en amerikansk bulldog.
Det blodige optrin fandt sted eftermiddag i Stokkemarke på Lolland. Kamphunden sprang ud af et vindue og gik til angreb på en mindre hund, der gik forbi med sin ejer.
DEBAT: ER DET OKAY, AT DRÆBE EN KAMPHUND?
Ejeren af kamphunden forsøgte uden held at fjerne kamphunden med en rive. Da det fejlede kom en tredje person farende med en kniv og skar halsen over på dyret, så det døde på stedet. Dermed reddede han livet på den lille hund, som kunne bringes til et dyrehospital, hvor den nu meldes uden for livsfare.
Ulovlig kniv
Men den heltemodige gerning kan få store konsekvenser for den lille hunds redningsmand. Ifølge Politikommisær Søren Vægter, der er leder af lokalpolitiet i Nakskov, bliver manden sigtet for ulovlig våbenbesiddelse og hærværk.
- Vi er stadig ved at undersøge hændelsesforløbet, blandt andet for at finde ud af, hvorfor manden er i besiddelse af en kniv. Som det er belyst nu, bruger han en køkkenkniv som falder under våbenloven, og han lader ikke til at have haft et anerkendelseværdigt formål, siger Søren Vægter.
Straffen for at være i besiddelse af en ulovlig kniv er syv dages fængsel. En domstol skal nu tage stilling til, om manden skal straffes. Manden kan dog slippe for straf, hvis retten finder, at han handlede i nødværge.
KENDER DU NOGET TIL SAGEN? SÅ SKRIV TIL BTWEBMASTER@BT.DK
