En video, hvor suspenderet chefdesigner siger, han elsker Hitler, er nu dukket op på nettet. Og nu er han fyret fra Dior. Den verdensberømte modedesigner John Galliano har for alvor fået fingrene i klemme, efter han i sidste uge blev suspenderet fra modehuset Dior, hvor han har været chefdesigner siden 1996.

50-årige Galliano blev i sidste uge anholdt for antisemitiske udtalelser og vold mod et par på en restaurant i Paris, og modehuset reagerede ved at suspendere ham øjeblikkeligt. Designeren nægter dog at have udtalt sig antisemitisk, og ifølge hans advokat var det parret, der var agressive over for Galliano.

Nu er en video, hvor designeren blandt andet siger, at han elsker Hitler, imidlertid dukket op på internettet.

- Jeg elsker Hitler

På videoen, der viser en tydeligt beruset Galliano, ser man designeren i samtale med nogle franske kvinder.

- Er du lyshåret med blå øjne?, spørger en af kvinderne.

- Nej, men jeg elsker Hitler. Folk som jer ville være døde i dag. Jeres mødre, jeres forfædre ville alle være gassede og døde, siger John Galliano.

Kvinderne, der ikke er jøder, har oplyst, at mobiloptagelsen stammer fra en aften i december sidste år på den samme restaurant som den seneste sag. Restauranten ligger i et jødisk kvarter i den franske hovedstad.

Kommer i vejen for modeuge

Galliano blev i går afhørt på en politistation i Paris, hvor han også hørte vidneforklaringer fra dem, der har meldt ham til politiet. Hans advokat hævder dog, at videoen ikke får nogen betydning.

- Det, der betyder noget, er vidneforklaringerne og afhøringen, siger advokaten ifølge The Guardian.

Det er dog et noget uheldigt tidspunkt for Galliano at komme i politiets søgelys. I denne uge går den parisiske modeuge i gang, og han skal både vise en Dior-kollektion og en personlig kollektion frem i løbet af ugen. Modehuset har nu meldt ud, at han er fyret.

Efter fransk lovgivning kan racistiske udtalelser give op til seks måneders fængsel og bøder på mere end 100.000 kroner.

Se videoen med John Galliano her