For 17 dage siden gav han op. Mens han holdt sin mor i hånden udåndede 20-årige Patrick Lehnert. BT har fulgt hans forgæves kamp mod kræften. Her er sidste kapitel
Du skal ikke være bange,« siger hun. Men det er han. Han ved godt, at det snart er slut. At det ubærlige øjeblik, som han og moderen i snart fem år har frygtet så meget, at de næsten ikke har kunnet tale om det, er ved at oprinde.
Han beder endnu engang sygeplejersken om noget beroligende medicin, som skal dæmpe angsten. Smerterne kommer i anden række nu.
Moderen stryger sin søn over panden. Halvanden time senere gør hun det for sidste gang.
Han er væk. Død.
Opret abonnement på PLUS og læs hele Patricks barske kamp mod kræften. 1. måned er gratis - herefter koster adgang til hele PLUS-universet 29 kr. om måneden. Der er ingen binding.
Du kan også læse de tidligere artikler om Patrick:
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Du skal ikke være bange,« siger hun. Men det er han. Han ved godt, at det snart er slut. At det ubærlige øjeblik, som han og moderen i snart fem år har frygtet så meget, at de næsten ikke har kunnet tale om det, er ved at oprinde.
Han beder endnu engang sygeplejersken om noget beroligende medicin, som skal dæmpe angsten. Smerterne kommer i anden række nu.
Moderen stryger sin søn over panden. Halvanden time senere gør hun det for sidste gang.
Han er væk.
Død.
Patrick Lehnert blev 20 år. kl. 13.10 den 9. januar 2015 kunne han ikke mere. Den kræft, som begyndte som uforklarlige smerter i ryg og nakke på en livsglad københavnsk teenager, vandt endeligt over ham denne disede, råkolde vinterdag på Rigshospitalet.
På kanten af 50-meter bassinet står et heppekor af unge mennesker. De råber og skriger for hvert armtag, han tager.
»Kom så, Patrick, du er halvvejs nu. Godt gået! Hvor er du sej!«
Selvom det går langsomt, går det fremad. Hele vejen langs bassinet følger de med fra kanten, og da han når enden, er han træt, men han smiler bredt og bliver klappet op af vandet.
I maj 2013 var Patrick Lehnert og 16 andre teenagere på Lanzarote i en uge med foreningen ‘Familier med kræftramte børn’. For at få et afbræk fra kemokure og kræft og for at få nye venner og genopbygge syge kroppe med svømning, cykling, kajak, og meget mere. BT fik lov til at tage med.
Alle havde de unge deres egen historie. Sorger og glæder – angst, håb og drømme. En var dog særlig svær at ryste af sig: Patrick Lehnert. En dengang 18-årig teenager fra Nørrebro i København, der var hårdest ramt med store ar og forkrøblede lemmer efter utallige operationer, men også med en smittende interesse og omsorg for andre. Altid med ’en knægts glimt’ i de hårdt ramte, men livsglade brune øjne.
Siden turen til Lanzarote har vi i BT over tre søndage fulgt Patrick Lehnerts liv og kamp. I dag er det desværre sidste kapitel i en umådelig trist historie, som fik en ubærlig afslutning. Møderne med den syge dreng – for mand fik han jo aldrig lov til at blive – var dog også, hvor paradoksalt det end kan lyde, også liv og glæde og den – undskyld sprogbrugen – så allerhelvedes vigtige, ja, banale påmindelse om at gribe nuet. For flygtigt er det.
Det er snart fem år siden, at Patrick Lehnert som 15-årig fik konstateret knoglekræft i nakken. Forinden havde den livsglade teenager, der gik til fester, jagtede piger og fodbolde, haft uforklarlige smerter i både ryg og arm. Det viste sig at være en sjælden og meget aggressiv kræftsygdom, ’erwings sacoma’, der især rammer unge teenage-drenge. Patrick Lehnert blev dermed en del af de ca. 250 danske børn og unge under 19 år, der hvert år får kræft, og hvor tre ud af fire overlever.
De fremmødte i Grundtvigskirken på Nørrebro lørdag for godt en uge siden er et studie i sorg. Nogle knuger krampagtigt deres papirlommetørklæder i hånden, andre stirrer tomt ud i luften. Flere lader tårerne trille i de grå ansigter. På første række foran kisten og urnen, formet som en fodbold, sidder en stor gruppe af veltrænede unge mænd. De er fra Lyngby Boldklub, hvor Patrick Lehnert spillede fodbold, før han blev syg. Derfor er blomsterne, der dækker kirkegulvet og kisten, da også i blåt og hvidt. Lyngbyholdets farver, hvis nogen skulle være i tvivl.
Der er helt stille i det store kirkerum med plads til 700 mennesker. Ca. 300 er mødt frem for at sige farvel. Ingen har rigtig kræfter til at fremsige fadervor med præsten. Eller for alvor at synge med. De bare lytter til sangene, som Patrick Lehnert har bestemt skal spilles i kirken. Som f.eks. ’You’ll never walk alone’ – den engelske fodboldklub Liverpools slagsang.
»Så er man aldrig alene,« som han fortalte til BT på et af vores besøg.
»Giv ikke efter for vrede og bitterhed. Hold godt fast i, at I lærte ham at kende, og i dét, han var for jer,« siger præsten blandt andet.
Menneskehavet tager endeligt afsked foran kirken.
Stilheden er næsten larmende, da bilen med kisten ruller væk, og lyden af bidende blæst, snøften og mumlen er til at høre blandt de mange fremmødte. Hvad ingen ved, er, at Peter Kovacs har planlagt sit eget private farvel. Han kører mod Lyngby Stadion i sin blå Citroën med rustvognen følgende bagefter. Her har Patrick tilbragt mange timer både som spiller og som tilskuer.
»Det var mig, der tog ham med derud, da han var bare tre år gammel. Så selvfølgelig skulle vi også derud for at sige ordentligt farvel. Det kunne næsten ikke være anderledes,« forklarer Peter Kovacs.
»Jeg kyssede kisten. Det kommer nok til at betyde noget for mig på længere sigt, at jeg fik den mulighed.«
Det er onsdag – fire dage efter bisættelsen. Det ligner mere zombier end mennesker, der trisser rundt i den lille treværelses lejlighed på Nørrebro i København, hvor de to katte Joey og Brumme skaber det eneste liv. Her boede Patrick Lehnert med sin far og mor.
»Det var en smuk begravelse,« siger Peter Kovacs, der tog orlov fra sit arbejde som nedriver for at være hjemme hos sin søn.
Hver nat sov de sammen.
»Så jeg havde det o.k. Men dagen efter var et mareridt. Det værste var stilheden og tomrummet. Det var overvældende. Men de dage kommer der desværre nok flere af.«
Han bevarer fatningen og aer sin kone på låret. Hos Susann Lehnert presser tårerne sig hele tiden på, og hun kæmper for ikke give efter. For tredje gang rejser hun sig fra sofaen og går ud i køkkenet.
»Jeg kan ikke. . .,« siger hun.
Da Patrick Lehnert for snart fem år siden fik sin kræftdiagnose, forsøgte lægerne at operere tumorerne i nakken væk. Men de skar samtidig nervebanerne over – hvad der helt præcis gik galt, er stadig uvist. Susann Lehnert, der arbejder som hjemmehjælper, har derfor måttet bruge alle sine vågne timer på at hjælpe sin søn med at spise, gå i bad og på toilettet. Hun og Peter Kovacs har sørget for, at han fik sin medicin og kørt ham til og fra hospitalet til det væld af kemokure og strålinger, som deres søn har været igennem.
Gennem hele forløbet har Susann Lehnert og Peter Kovacs kun talt meget lidt med hinanden om, hvordan de har det. De har hver sin måde at bearbejde sorgen på, som Peter Kovacs formulerer det.
»Jeg kører en tur i bilen. Får sagt højt, hvor meget jeg savner ham. Det gør jeg helst for mig selv. Jeg har ham siddende lige her i hjertet,« siger faderen og fører hånden til brystet.
Nogle minutter er gået, og Susann Lehnert kommer ind i værelset igen. Hun har taget lommetørklæder med og knuger dem i hånden, mens hun med røde øjne kigger skiftevis lige ud i luften og på sin mand. Hun har svært ved at overskue omsorgen fra andre:
»Jeg er bange for at gå på arbejde på mandag, og for at folk skal spørge, hvordan jeg har det. Jeg kan slet ikke have det,« siger hun.
Hun og Peter planlægger nu at få gjort nogle af de ting, som Patrick ’ønskede at nå’. Som f.eks. at tage på kasino eller at tage på krydstogt til Sankt Petersborg.
»Det ville være i hans ånd,« siger Peter Kovacs.
På bordet foran ham står tre små elektriske fyrfadslys og et billede af Patrick – dét, som stod på gulvet ved kisten til bisættelsen. Næsten som et lille alter.
Præsten sagde i sin prædiken i kirken, at I ikke måtte give efter for vrede og bitterhed. Kan I det?
»Vi er ikke vrede. Jeg føler mest sorg og savn. Selvom jeg har vidst, hvor det bar hen, at den dag nok ville komme, så kommer det altid bag på én. Man kan ikke forberede sig på, at ens barn skal dø. Det tror jeg alle, der har børn, ved,« siger Peter Kovacs.
Susann Lehnert bryder pludselig ind:
»Nogle gange er jeg alligevel lidt vred. Der er kun tre i hele Norden, som får den kræftsygdom. Hvorfor skulle min søn lige være én af de tre?«
Læs også: