Unge Kasper Dolberg nyder succes i hollandske Ajax, hvor han er kommet tættere på førsteholdet.

Debut-kamp med debut-mål. Meget bedre kan vel næppe gøres for den 18-årig knægt fra Silkeborg, Kasper Dolberg, der tirsdag spillede sin første officielle kamp for Ajax Amsterdam. Og så var det endda i kvalifikationen til Champions League.

Og det var en helt specielt oplevelse, fortæller Dolberg, der stadig ikke helt havde fået oplevelsen ind under huden, da BT fik fat på ham.

»Det er stadig svært at ord på. Der var så mange mennesker på stadion, og min familie var der. Debut og mål, kampens spiller. Det kunne ikke være bedre, tror jeg,« siger Dolberg.

Perfekt start

Siden Dolberg kom til klubben sidste sommer, har han spillet på U19-holdet og boet hos en værtsfamilie. Henover sommeren har den 18-årige offensivspiller rykket i egen lejlighed og skiftet ungdomshold ud med træningskampe for førsteholdet, og nu også en officiel debut.

Forløbet i den hollandske hovedstadsklub har siddet lige i skabet, fortæller Dolberg. At starte på U19-holdet har bygget godt op, og et specielt samarbejde har også hjulpet til. I Ajax får de unge spillere en mentor, når de kommer til klubben, og her har Dolberg fået selveste Dennis Bergkamp.

»Han er jo mega god. Når vi har afslutningstræning, viser han, hvordan det skal gøres. Det er jo bare perfekt. Man har set klip med ham på Youtube. Jeg kunne ikke forestille mig en bedre en end ham til at gøre det,« siger Dolberg.

Ny position

Siden ankomsten til Ajax er den kant, han oftest blev benyttet på i Silkeborg og også spiller på landsholdet, blevet byttet ud med en plads som frontangriber.

»Pladsen passer mig rigtig godt. Det var selvfølgelig svært i starten med ny position på et nyt hold. Men jeg har haft en god angrebstræner, som hjalp mig rigtig meget. Så kom det stille og roligt, og nu er det den plads, jeg foretrækker,« siger Dolberg.

Nu er det blevet til debut for førsteholdet som frontangriber, og det kunne derfor godt begynde at tyde på lidt mere spilletid på klubbens bedste hold. Klubben har fået ny træner i Peter Bosz, som ikke har givet udtryk over for Dolberg om, hvor danskeren står henne i hollænderens planer for sæsonen.

»Jeg håber selvfølgelig at spille så meget på førsteholdet som muligt. Men jeg ved det ærligt talt ikke. Jeg har ikke rigtigt snakket med træneren om det, men han er også ny. Men hvis jeg fortsætter som i opstarten arbejder hårdt, så jeg sikker på, jeg nok skal få chancen igen,« siger Dolberg.

Potentialet er enormt

Med 23 ungdomslandskampe på cv’et er Dolberg allerede en erfaren mand i DBU-sammenhæng, og det er også en mand, vi kan forvente os noget af til fremtiden, mener tidligere U19-landstræner Bent ’Turbo’ Christensen.

»Alle, der har haft fingrene i ham på u-landsholdene, ser ham spille i en top 5-klub i en af de store ligaer. Man kan lidt sammenligne ham med en spiller som Anthony Martial fra Manchester United. Han har ikke en lige så høj fart, men det er lidt den samme type spiller,« siger Christensen.

Også Dolbergs mellemmand, Jens Steffensen, har ikke overraskende store drømme om, hvad Dolbergs talent kan udvikle sig til.

»Potentialet er kæmpestort. Hvis han fortsætter udviklingen i samme retning, som vi har set hidtil, bliver han en verdensklasseangriber. Han minder utroligt meget om Henning Jensen, der var i Ajax og Real Madrid. Samme type spiller, stille og rolig uden for banen. Når han så er inden for kridtstregerne, så er han ligeglad med hvem modstanderen er,« siger Jens Steffensen.

Selv er Dolberg en smule mere afdæmpet omkring sin fremtid. Uden at nævne en bestemt klub, ved han dog godt, hvilket niveau han søger mod i længden.

»Først og fremmest handler det om at slå igennem i Ajax. Jeg har stadig et for lavt bundniveau, og svinger lidt for meget i mine præstationer. Men jeg er ung, og det får jeg at vide hele tiden. Men jeg skal hæve mit bundniveau og forbedre det hele. Men man bliver jo aldrig så god, at man ikke kan blive bedre. Jeg er ikke som sådan fan af noget bestemt hold, så jeg kan ikke sige, at Real Madrid eller Manchester United er min drøm. Men det er da derhen ad, hvis det skal gå efter mit hoved.«

Dolberg har kontrakt med Ajax til 2021, og kan måske komme endnu tættere på spilletid, hvis der bliver gjort alvor af Napolis interesse i den normale førsteangriber, Arkadiusz Milik.