Trods gode skuespillere, flotte billeder og en dramatisk historie føles 'Serena' lidt flad.

Den danske fotograf Morten Søborg leverer mesterligt håndværk og fabelagtige billeder i Susanne Biers amerikanske melodrama ’Serena’ – til gengæld kunne man godt ønske sig, at hendes danske manuskriptmakker, Anders Thomas Jensen, havde fået lov at give manuskriptet et tiltrængt knæk og en ekstra gennemskrivning.

For man må nok erkende, at Serena, som har været mere end to år undervejs til biograflærredet, ikke er en af Biers mest helstøbte film, og at det hele nok begynder med et haltende manuskript.

’Serena’ er baseret på Ron Rash’s amerikanske roman af samme navn fra 2008. Den foregår i North Carolinas bjerge i slutningen af 20rne. Her er George Pemberton (Bradley Cooper) godt i gang med at opbygge et lokalt tømrerimperium.

En dag bliver han betaget af den skønne Serena (Jennifer Lawrence), og betagelsen er tilsyneladende gensidig. I hvert fald bliver de både forelskede og gift i løbet af en ultrakort montage, tilsat lidt romantisk underlægningsmusik. Så er det på plads. George tager Serena med op til det hårde tømrerliv i bjergene, hvor den skønne Serena hurtigt viser sig som en sej Annie-get-your-gun-agtig pige, der tilmed også kan tæmme mænd, klapperslanger og ørne - altid iført pastelfarvede silkeskjorter, røde negle og fuld krigsmaling. En rigtig vildmarks-femme-fatale med farlige undertoner.

Alt går godt for det ambitiøse par, lige indtil Serena mister sit ufødte barn – herfra forvandler hun sig til en sand hundjævel.

I pressematerialet til filmen loves en ’en episk, romantisk og nervepirrende fortælling om store drømme, magt, der korrumperer, og altædende begær, grådighed og jalousi’.

Det lyder egentlig meget lovende, men problemet er, at man ikke rigtig mærker noget. Man er underligt ligeglad med karaktererne og alt det drama, de udsættes for. Måske fordi de alle sammen er usympatiske egocentrikere, men også fordi persontegningen er for flad og stereotyp. Spillet er ikke i topklasse, og det er ærgerligt med så store navne som Bradley Cooper og Jennifer Lawrence.

Netop de to spillede fremragende over for hinanden i ’Silver Linings Playbook’ (2012), som udløste en Oscar til dengang 22-årige Lawrence. Hun skal nok ikke regne med en nominering for sin indsats i ’Serena’.

I USA har kritikere anklaget Christopher Kyle’s manuskript for ikke at leve op til Ron Rash’s roste bogforlæg, og flere har kaldt filmen for et ujævnt drama med klichéfyldte dialoger. Det må man nok give dem ret i. Heldigvis er ’Serena’ på udtrykssiden, takket være Morten Søborgs billeder og Signe Sejlunds kostumer, en flot og gangbar film, men på indholdssiden halter den – desværre.