Radiometer-arvingen Johan Schrøder blev presset til at overtage posten som direktør. Nu har han solgt virksomheden for at skåne sine børn.

- Hej, og velkommen til. Danmarks 37. rigeste mand smiler bredt, mens han taget imod i døråbningen til den hvide strandvejsvilla ved Klampenborg nord for København. Han viser vej til haven med den store, grønne græsplæne, der strækker sig helt til Øresund, hvor man fra første parket kan se de mange forbipasserende skibe.

- Jeg kommer fra en skibsinteresseret familie, så jeg tager tit min kikkert for at se, hvad det er for nogle skibe, siger Johan Schrøder og peger på kikkerten på havebordet. Han virker glad og afslappet.

Men sådan har det ikke altid været.

Formuen på 1,9 mia. kr. har han primært fra familievirksomheden Radiometer, som hans far Carl Schrøder skabte sammen med sin partner Børge Nielsen tilbage i 1935. Og selv om det var mange fordele ved at vokse op i et velhaverhjem, så var der også en stor ulempe. Allerede fra en tidlig alder var der et stort pres på særligt Johan og hans tvillingebror Henrik Schrøder.

Pres fra faderen

Faderen lagde ikke skjul på, at han forventede, at hans to sønner en dag overtog ingeniørvirksomheden, der lavede måleinstrumenter til først radioindustrien og siden til hospitalsudstyr.

- Min far sagde det ved enhver lejlighed. Det var ikke behageligt. Jeg brød mig ikke om den tanke, fortæller Johan Schrøder.

Under sin opvækst så han, hvordan det gav problemer i andre familier, når virksomheder skulle føres videre af arvinger, og derfor fortalte han allerede som 14-15-årig sin far, at han ikke ville overtage Radiometer.

- Det var ikke, fordi jeg ikke ville være direktør. Jeg ville bare ikke være direktør i min fars virksomhed. Jeg forudså, at hvis jeg fik succes med det forretningsmæssige, ville jeg få problemer med det familiemæssige.

Men skæbnen ville det anderledes. Carl Schrøder døde, da Johan var blot 23 år. Børge Nielsen overtog driften af virksomheden, indtil han nogle år efter erkendte, at han ikke duede som virksomhedsleder.

Ansatte sin søn

På trods af en aftale om, at ingen af de to familier måtte ansætte familiemedlemmer i virksomheden, ansatte Børge Nielsen sin søn. Men det gik også galt. Og pludselig pegede alle pile på den civilingeniøruddannede Johan Schrøder.

- Jeg blev presset ret hårdt til det, fortæller rigmanden, der endte med at sige ja til posten i 1973.

Men de efterfølgende år var ingen dans på roser. Som forudset gav det problemer både mellem de to ejerfamilier, og mellem Johan og hans søskende, at han nu sad på topposten.

I 1983 tog han derfor et drastisk skridt og købte de andre ud af virksomheden og lod han familievirksomheden gå på børsen. Og det var en god beslutning.

- De sidste tyve år i Radiometer var morsommere end de første ti år, fordi der ikke var en masse andre hensyn, man skulle tage, siger den nu forhenværende direktør og tilføjer, at opkøbet også gav ro i familien.

På grund af sine egne erfaringer har Johan Schrøder aldrig ønsket, at nogen af hans seks børn en dag skulle overtage familievirksomheden.

- Jeg har ønsket for mine børn, at de ikke i forbindelse med arven skal få nogle forpligtelser, der gør, at de skal bindes til hinanden. Det skal ikke være mig, der bestemmer, at der skal være bånd og forpligtelser mellem dem, siger han og tilføjer, at det også er hårdt at være topchef.

Gift med virksomheden

- Det er stærkt belastende for et almindeligt familieliv, at den ene part er mere gift med virksomheden, end med nogen andre. Det har kostet mig to ægteskaber.

For at sikre sine børn mod fremtidige problemer valgte Johan Schrøder i 2004 at sælge Radiometer til den amerikanske koncern Daneher.

- Det vigtigste for mig, da jeg solgte virksomheden, var, at medarbejderne kunne bevare deres job. Og der er flere mennesker beskæftiget i Radiometer i dag, end da jeg solgte, så jeg er meget tilfreds, siger rigmanden.