Dansk Folkepartis Kim Christiansen har mistet kontakten til sin 12-årige datter, Frederikke. Eks-konen er gået under jorden og nægter at udlevere datteren.
- Jeg frygter for Frederikkes udvikling, siger folketingspolitikeren.
Kim Christiansen har været skilt fra eks-konen i fire år. For to år siden fik han både Byrettens og Landsrettens ord for, at han skulle have bopælsretten over den dengang 10-årige pige. Parret har fælles forældremyndighed, og datteren har set sin mor hver anden weekend.
Sidste søndag gik det galt. Frederikke havde været på 14 dages ferie hos sin mor, men da Kim Christiansen kom for at hente hende som aftalt, var det kun eks-konens nye mand, der var hjemme. Eks-konen var gået under jorden med Frederikke.
Møde torsdag
Derfor henvendte Kim Christiansen sig straks til både Den Sociale Døgnvagt, Statsamtet og Fogedretten for at få hjælp, men forgæves.
- Der ligger ellers en retslig afgørelse, der siger, at Frederikke skal bo hos mig, siger han.
Fogderetten afgjorde, at der torsdag skal holdes et møde, hvor Frederikke skal deltage sammen med en børnepsykolog.
Eks-konen har også kontaktet myndighederne og arbejder nu på, at datteren flytter bopæl.
Kim Christiansen kan ikke forstå, at eks-konen får lov at tilbageholde datteren indtil torsdagens møde.
Datteren vil ikke hjem
- At man i den grad kan skamride det danske retssystem og misbruge ressourcerne, bare fordi man har et andet ønske, end den dom der blev afsagt, synes jeg er forkasteligt.
Ikke overraskende har Kim Christiansens eks-kone Dorte Jeppesen en anden udlægning.
- Frederikke vil ikke tilbage til ham. Hun vil aldrig se ham mere. Frederikke ønsker at bo hos mig, og det vil han ikke respektere.
Dorte Jeppesen indrømmer, at det er et drastisk skridt at gå under jorden med datteren, men hun føler ikke, hun har andet valg.
- Det er jo fuldstændig åndssvagt, men jeg har ikke kunnet overtale Frederikke til at tage derned igen, siger hun.