Der er netop faldet dom ved Retten i Odense i sagen mod Steen Juul Riishede, indehaver af en fynsk jagtforretning, som for tre år siden af politiet fik konfiskeret 44 foldeknive fra butiksmontren.

Bt.dk er hos den 60-årige Steen Juul Riishede fra Tommerup på Vestfyn, da han modtager dommen over telefon fra sin advokat Jakob Lund Poulsen. 

Og Steen Juul Riishede er blevet dømt for at være i besiddelse af knivene, fordi de - i juridisk forstand - regnes for at være farlige, fordi de pågældende foldeknive - i visse tilfælde - kan betjenes med kun én hånd. Dermed regnes foldeknivene ikke længere for at være tohånds-betjente, som det er intentionen, og det er selve kernen i sagen. 

Steen Juul Riishede er blevet dømt til at betale 100.000 kroner i bøde, ligesom han får konfiskeret de 44 knive, som i sig selv repræsenterer en værdi på knap 50.000 kroner. Oven i kommer sagsomkostningerne på andre 50.000 kroner.

Det var en særdeles alvorsfuld Steen Juul Riishede, som mandag eftermiddag modtog dommen over telefon fra sin forsvarer, advokat Jakob Lund Poulsen.

»Jeg synes, det er skrapt. Det er rystende. Jeg er utrolig skuffet, for jeg havde håbet på frifindelse. Jeg vil lige have lov at vende og dreje det her med min hustru og min advokat. Det har jeg jo 14 dage til. Men umiddelbart vil jeg sige, at jeg er mest stemt for at anke dommen til Østre Landsret. Det her er jeg simpelthen nødt til at følge helt til dørs,« siger Steen Juul Riishede til bt.dk.

Han tilføjer:

»For menigmand betyder det her jo, at vi reelt alle sammen nu er kriminelle. Alle der har en foldekniv, en tjener-proptrækker, en Stanley-kniv, alle detailbutikker, der sælger foldeknivene og så videre. Vi er alle gjort kriminelle fra nu af,« siger Steen Juul Riishede.

»Som modtræk overvejer jeg at begynde at anmelde alle de steder, som sælger foldeknive. Og det er bestemt ikke for at være efter dem, der sælger, eller for at være efter politiet og overbebyrde dem med arbejde. Det er udelukkende for at sparke politikerne på Christiansborg op af soveposerne. Det kan jo ikke være rigtigt, at alle danskere, som ejer et simpelt hverdags-værktøj som en hobbykniv, en schweizerkniv eller en tjener-proptrækker, er gjort til kriminelle,« siger han.

Den meget rigide tolkning af bekendtgørelsen til knivloven kan ændres i Justitsministeriet uden at selve loven skal ændres. Det kræver blot i praksis, at et flertal i Folketinget står bag.

Venstres retsordfører Karsten Lauritzen har tidligere over for BT tilkendegivet, at loven eller tolkningen af betænkningen til loven vil blive ændret hurtigt, hvis der efter folketingsvalget bliver borgerligt flertal.