Vi begynder i bunden og slutter på toppen. Ja, det er igen blevet tid til bjergkørsel, og i dag er det kun de allerbedste, der kan være med.

Efter to dage med flade etaper og en tysk tonser i hovedrollen skal rytterne i dag over intet mindre end seks kategoriserede bjerge. Det bliver budt på en vild, vild afslutning med tre toppe inden for de sidste små 50 kilometer. Denne gang slutter de hverken med en nedkørsel eller på flad vej. De slutter med en stigning op mod Peyragaudes.

214,5 kilometer skal tilbagelægges på etapen, der starter i Pau. Efter en kategori fire-stigning venter en kategori-to- og en kategori et-stigning. Herefter gælder det den vilde afslutning med en stigning uden for kategori, en kategori et- og en kategori to-stigning.

Det bliver uden tvivl en dag, hvor de helt store favoritter vil blive spillet ud mod hinanden, og ryttere som Daniel Martin og Rigoberto Uran vil muligvis forsøge at køre for etapesejren.