I forlængelse af tragedien i Norge er det flere gange blevet nævnt, at tonen i den politiske debat har brug for at blive bedre. At blive præcis i stedet for overdrevet. En ung socialdemokrat sagde f. eks., at når man synes, DF er for vidtgående, bør man kalde dem 'vidtgående' og ikke 'nazister'. Og når man synes, at muslimer er for dårligt integreret i samfundet, bør man kalde dem ' dårligt integreret' og ikke 'kræftsvulster'. Og det er en god pointe. Der er ingen tvivl om, at det taler til ekstremister, når der sprogligt set skydes med skarpt.
Men politikerne er jo påvirkede af den tone, der generelt hersker i samfundet, og som altså ikke er for køn. Og der må vi nok kigge lidt på os selv og hinanden... For vi bidrager alle sammen til forråelsen af sproget. Det sker i kunsten, og det sker i medierne. Men først og fremmest tror jeg, den store synder er internettet. Her har det i årevis været muligt at skrive stort set hvad som helst på chat, i debatfora, på Facebook ( selvom de prøver at komme det til livs) og diverse hjemmesider. Hadske kommentarer og verbale slag under bæltestedet afsendes hvert sekund. ANONYMT! Og det er humlen: Gemt bag den iskolde skærm kan man kvit og frit ytre sig uden at give sig til kende. Der er så godt som frit lejde.
Og sådan sniger de skarpe toner sig ind i hverdagen. I skolen og på arbejdspladsen. Efterhånden har vi svært ved at høre, hvor meget de larmer. Vi har simpelthen vænnet os til et vist støjniveau. Tag nu bare et udsnit af de læserbreve, der optræder i aviserne -her har man oven i købet sorteret de værste fra! Mange opfatter det ganske enkelt som helt okay at skrive nedrige, perfide personlige kommentarer, hvis de føler, at der hersker en vis konsensus om deres synspunkter.
Når vi ytrer os, skal vi være varsomme med vores sprogbrug, for måden at kommunikere på er jo noget af det, vi giver videre til vores børn. Jeg vil ikke pudse glorien. Jeg kan også komme med en svada. Jeg er også påvirket af den sproglige forråelse. Men dårlig kommunikation er årsag til mange krige, slagsmål og bekymringer, og derfor ville jeg sådan ønske, at kommunikation var et fag på skoleskemaet. Det er ikke nok, at børn lærer at skrive og læse dansk. De skal også have et indblik i, hvad ord kan gøre. På godt og ondt.
Overdrivelse fremmer forståelsen, siger man. Måske burde man sige: overdrivelse forvansker forståelsen. En pige har i denne uge skrevet til mig, at hun er forvirret over nogle sms'er, hun får fra en fyr. 'Jeg føler ikke rigtig, at han er forelsket i mig, men jeg kan ikke rigtig finde ud af det, da han kalder mig 'min elskede' og skriver hjerter og kysse-munde på mobilen'.
Her er tonen blevet tilsat kunstigt sødemiddel. Drengen sender floskler af sted, som han har hørt på film eller læst i blade. Men han lægger ikke noget dybere i det og forvirrer dermed modtageren. For hvis enhver kan kaldes 'elskede', hvad kalder man så den, man virkelig elsker?
Således kan man konstatere, at selv det, der er overdrevent positivt, kan få en negativ virkning.
