Det er ikke sjældent, en journalist har bedt mig beskrive en god dag. Og jeg har svaret nogenlunde sådan her: Jeg står op og er udhvilet. Jeg når at spise morgenmad og får børnene fulgt af sted uden stres. Så har jeg en syv timers arbejdsdag, hvor jeg når alle hængepartierne. Jeg når også at få støvsuget, inden jeg henter børnene tids nok til, at vi kan hygge os med kakao og en bog, inden vi skal spise, bade og putte. Dernæst kan jeg sætte mig ind og se nyheder helt uden dårlig samvittighed, og når klokken er ti kan jeg gå i seng og få en nat, hvor jeg sover igennem.

Mit svar er endnu aldrig blevet trykt. Det er nemlig alt for kedeligt. Men det ER virkelig definitionen på en god dag for mig. Jeg glædes over det helt almindelige og over noget så gratis som en god nats søvn.

Jeg nævner dette, fordi det er gået op for mig i al sin gru, at mange andre mennesker har en helt anden forventning til deres egen hverdag. Jeg opdagede det, da jeg for to uger sin skulle holde foredrag om mit eget liv. Det handlede om at vende minus til plus. Og jeg fortalte om en masse minusser, der har været på min konto: om et efternavn, der i 80'erne og 90'erne langt fra åbnede nogen døre. Om det at åbne virksomhed og pludselig skylde 800.000 kroner væk. Om voksenmobning og fyring. Om hadebreve. Om at have et mantra der hedder 'pas dit arbejde og opfør dig ordentligt'.

Resultat: Tilhørerne syntes, der var alt for mange minusser.

Og det har jeg måttet tænke over. For sådan oplever jeg det slet ikke selv. Jeg oplever netop, at jeg for hvert minus har lært en utroligt masse, hvilket må være et kæmpe plus. Jeg har lært, at man ikke dør, bare fordi man skylder penge væk. Jeg har lært, at det at have et arbejde i sig selv er et privilegium, og at man kan komme ud af gæld, hvis man arbejder hårdt og ikke er kræsen. Og de mennesker, der har været dårlige bekendtskaber, har jeg for længst tilgivet.

Men det er ikke den historie, folk generelt vil høre. De vil høre om det morsomme. Anekdoterne. Og om de store oplevelser og det held, der fulgte med. Om at være på rette sted på rette tid. For det giver håb om, at de selv kan nå derhen. Det giver en oplevelse af, at der er et liv, som er mere spændende end deres eget. Noget de kan drømme om. De ønsker illusionen. For den helt oprigtige version - den ærlige version - er alt for kedelig.

Hvad er det egentlig, folk forventer af livet? Jeg er bange for, at vi har en generation af yngre voksne for hvem rigdom og berømmelse er det eneste saliggørende. De drømmer tiden væk, fordi ingen nænner at fortælle dem, at vejen til penge går via hårdt arbejde og sans for at spare, med mindre man satser på en lotto gevinst. Og berømmelsen…ja, den er en helt ubrugelig størrelse. Problemer forsvinder ikke, fordi man bliver rig eller berømt. Nogle gør måske, men så opstår nye.

Julia Lahme har skrevet en bog, der hylder det helt almindelige liv. Med bleskift, dårlig samvittighed, med ondt i parforholdet nu og da. Med skrantende økonomi. Og det er det helt almindelige liv, som alle…alle med undtagelse af dem, der har sygdom og død tæt inde på livet - har mulighed for at krydre efter behov. Der er tonsvis af gratis muligheder for at blive klogere eller dygtigere eller få mere indsigt. Det kan man blandt andet få gennem frivilligt arbejde i diverse organisationer. Det handler bare om at flytte fokus fra den overflade man ser på TV og læser om i bladene og så over på de virkelige, de positive værdier som ligger lige foran os i den grå hverdag.

Stil et spørgsmål til Annette: 

brev_tag_annette