Har du nogensinde mødt en vildt fremmed – en ældre - lyttet til dette andet menneskes historie og følt dig dybt inspireret? Sådan et menneske har jeg selv lige mødt. En dame. I en forretning. Hendes egen gennem mere end halvtreds år. Hun fortalte om et spændende liv ikke i rigdom men alligevel i luksus. På sin egen måde. Hun havde været gift med en iransk mand, og sammen havde de rejst verden rundt og fået syv børn.
I to timer lod jeg mig rive med af en fortælling, som var fascinerende og inspirerende, fordi den vidnede om en kvinde, der havde taget en masse chancer, arbejdet hårdt og ikke haft fordomme overfor de mennesker, hun havde mødt på sin vej. Der kom også et par løftede pegefingre i løbet af samtalen, for hun var træt af at høre om moderne kvinder, der ikke kan få tingene til at hænge sammen med karriere og blot to børn. 'De har tid til at dyrke sig selv, sms'e og snakke med uvedkommende mennesker på Facebook,. Så er det ikke bare et spørgsmål om at prioritere?' spurgte hun, og jeg følte mig ramt. 'Jeg har passet min forretning hver dag, lavet mad, passet hus og børn og haft sex med min mand, og det har ikke været svært for mig', fortsatte hun meget ærligt. Jeg glemte næsten, hvorfor jeg overhovedet var gået ind i forretningen.
Nu sidder jeg så og tænker på, om der egentlig ikke er noget om det. Altså at det handler om at prioritere? De fleste af de ting, min generation godt kan lide at gøre, er nogle, der kræver tid. Og den tid, vi spenderer på teknik, venner, sport og egoistiske gøremål, skal jo tages et sted fra. Jeg vil ikke fordømme dem, der prioriterer sig selv højt. Slet ikke! Jeg er jo selv en af dem. Men hvis det efterfølgende skal betyde brok og samvittighedsnag, så er der måske god grund til lige at gå hverdagen efter i sømmene og se, hvad vi rent faktisk bruger tid på.
Jeg bryder mig egentlig ikke om nytårsforsætter, for jeg kan ikke forstå, at man skal vente på et årsskifte til at gøre op med sine laster eller et årsskifte til at sætte sig nye mål. Men jeg har tænkt mig, at jeg i disse dage skal lave en liste over de ting, jeg gør i løbet af en uge og en liste over de ting, jeg gerne ville gøre. Jeg ved for eksempel allerede nu, at jeg går for sent i seng. Det skyldes blandt andet, at jeg først kommer hjem fra arbejde klokken 23. Men det ændrer sig her pr. 1. Januar. Jeg vil gerne tidligere i seng, og til gengæld vi jeg så tidligere op om morgenen - før resten af familien vågner - så jeg kan løbe eller læse avis eller skrive mails. Så begynder dagen med det, jeg kalder Annette-tid.
Min pointe er dog ikke dette med at prioritere. Min pointe er, at vi unge har noget at lære af de ældre generationer. Det kræver sådan set bare, at vi giver os tid til at lytte, og at vi åbner op for at lytte til dem, som vi under en stor grå fællesbetegnelse kalder 'gamle'. Jeg mødte netop en af mine venner, som fortalte, at han havde fået en mentor - en ældre distingveret herre, som han nu går morgentur sammen med for at diskutere livets facetter. Det var et helt tilfældigt møde a la mit beskrevet ovenfor. Længere sydpå er der tradition for, at man lytter til de ældres erfaring. Hvis vi heroppe i det kolde Nord begyndte at knytte bånd til de 'gamle' (som altså også kan være driftige, energiske mennesker) så kunne det ikke blot varme en masse hjerter men måske også ruste yngre generationer til lidt bedre at klare de udfordringer, som karriere, ægteskab og børn giver.
brev_tag_annette
