I børnehaven råber og kæmper de om pædagogernes opmærksomhed. I skolen gider de ikke lytte til hverken læreren eller klassekammeraterne.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Flere og flere danske børn bliver en pestilens at være sammen med – og som selv lider af alt for lavt selvværd. Og det er ikke samfundets, men forældrenes skyld.
Forældre roser deres børn af kærlighed, begejstring og i den bedste mening. Men ros kan nemt få den stik modsatte virkning, hvis man ikke tænker over, hvad man roser. Hvis man med ros kommenterer barnets følelser, højde, udseende eller temperament eller andre egenskaber, sætter barnet spørgsmålstegn ved sin egen identitet.
Det mener psykolog Dan Svarre, der er forfatter til en ny forældreguide om, hvordan man får glade børn med højt selvværd.
Sat op på en piedestal
- Mange af vores børn er ikke blevet set og anerkendt som dem, de er. De er blevet bedømt, rost og sat op på en piedestal, og det har gjort dem opmærksomhedssøgende. Men det er nærvær, ægte interesse og personlig respons, der giver selvværdet næring. Hvis de fik det, ville de falde til ro og hvile i sig selv, siger Dan Svarre.
Hans kommentar og aktuelle bog kommer på et tidspunkt, hvor både medier, lærere og pædagoger sætter fokus på danske børns stigende behov for at være i centrum. Og følgerne heraf.
Familieterapeut og forfatter Jesper Juul er enig med Dan Svarre.
- Børn bliver jo efterhånden også rost for at gå på toilettet – alt bliver en præstation. Det er helt vildt, siger Jesper Juul.
Han mener, budskabet om ros er enkelt: Sig noget ordentligt og sig noget personligt. Hvis voksne får myrekryb af det, du siger, så gør børn også.
Sætter pris på anerkendelse
- I min familie er det f.eks. mig, der laver mad. Jeg bliver glad, når min kone fortæller mig eller viser mig, at hun sætter pris på, at jeg laver mad til hende. Men hvis hun kvitterede med at sige, at jeg var 'dygtig til at lave mad', ville jeg krumme tæer, siger Jesper Juul:
- Når børn forærer os tegninger, ser de det som en kærlighedserklæring. De beder ikke om at blive anmeldt og få vurderet deres tegneevner, tværtimod. De vil bare gerne mærke, hvad deres gave gør ved dig.
Mit, mit og mit barn
Vibeke Manniche, forfatter til 'Bogen om barnet', siger:
- Det, vi ønsker, er jo et barn, der tror på sig selv og sin egen værdi, men det er ikke ensbetydende med et barn, der skryder i massiv selvtillid i forhold til de andre børn. At bygge barnets selvværd op handler bl.a. om, at man sagtens kan være et dejligt menneske uden at være den bedste, som bliver skamrost til begge parter segner.
Det gør ikke noget at rose barnet, hvis det roses skal. Men jeg ser nok en tendens til, at rosende forældre tænker i mit, mit og mit barn på bekostning af andre børn. Så lærer barnet ikke, at forskellige mennesker kan være gode til forskellige ting, og at man ikke behøver være god til det hele.
I vores medmenneskelige relationer indgår også, at man skal kunne værdsætte det, som andre er gode til, uden kun at falde i svime over sig selv.
Lærere udtrykker ofte frustration over, at børn og unge har så store egoer, at det kan være svært at gennemføre undervisning i klassen. Børnene er blevet vant til at få at vide, at de er verdens bedste, dygtigste og hurtigste.
Men i klassen er de blot en af mange. Det ser Dan Svarre som endnu et eksempel på, at der er mere fokus på selvtillid end selvværd i samfundet.
Han vil derfor – ligesom Jesper Juul – have forældrene til at ændre tankegang og træne i at være nærværende sammen med vores børn. Børns selvværd og hele fundament styrkes nemlig, når de oplever nærvær, fællesskab og ægthed.
- Det er aldrig for sent at komme i gang. Det virker stadig på vores barn, der nu er 31 år. Det virker også i samværet med andre voksne. Begynd med at blive opmærksom på det, og gå så i gang med at træne, foreslår Dan Svarre.
