Den 42-årige isbjørn Debby blev dobbelt så gammel, som isbjørne normalt gør.
Efter et sygdomsforløb måtte 42-årige Debby give op. Isbjørnens død har efterladt personalet i Winnipeg-dyreparken i Canada i sorg. De har mistet en af parkens største og kærligste attraktioner.
- Hun er borte nu, og det er meget svært for os, siger Bob Sydor, der var en af dyrepasserne, som tog sig af Debby, til Reuters.
Mellem 12 og 18 millioner gæster i parken har set Debby, siden hun kom til i 1967 efter at være blevet fanget i det nordlige Rusland.
Dengang var Debby forældreløs og bare et år gammel. Debby har i sin tid i dyreparken født seks baby-isbjørne, og hun levede i lang tid med sin partner – han-isbjørnen Skipper. Skipper gik dog bort for flere år siden i en alder af 34 år.
I fjor kom Debby i Giunness rekordbog på grund af sin høje alder. Men lever- og nyreproblemer gjorde, at rekorden ’kun’ blev på de 42 år.
Isbjørne i det fri kan leve op mod 30 år, men de fleste når ikke at opleve deres 10-års fødselsdag.
