28-årig mand af somalisk afstamning anholdt og sigtet for knivdrab på 48-årigt familiemedlem – formentligt hans egen far. Det er en dramatisk drejning knivdramaet i Gellerup-parken ved Århus har taget i løbet af dagen: Politiet har lørdag eftermiddag anholdt en 28-årig mand af somalisk afstamning og sigtet ham for knivdrabet på et 48-årigt familiemedlem i den 48-åriges egen lejlighed.

Formentligt er den dræbte den 28-åriges egen far, men det vil Vicepolitiinspektør Jørgen Munk fra Østjyllands Politi ikke bekræfte.

- Det eneste jeg kan sige er, at de er i familie med hinanden, siger han til bt.dk.

Den 48-årige dræbte mand blev fundet døende i lejligheden på Gudrunsvej ved middagstid. Forgæves forsøgte ambulancelægen at genoplive manden.

- Vi er nu ved at undersøge den anholdtes baggrund og ved at afhøre ham. Derefter tager vi stilling til, om han skal fremstilles for en dommer. På nuværende tidspunkt betragter vi ikke sagen som opklaret, siger vicepolitiinspektøren.

Politiet er interesseret i at komme i kontakt med eventuelle vidner:

- Folk, der måske har set en mand med blod på tøjet, med en kniv i hånden, eller folk der ellers har oplysninger omkring familien og drabet, siger Jørgen Munk.

Oplysninger kan indtelefoneres til Østjyllands Politi på 87 31 14 48.