Lyt til artiklen

På CR7-museet på Cristiano Ronaldos fødeø Madeira er der kopier af de forskellige trofæer, superstjernen har vundet i karrieren.

På det nyåbnede museum er der det seneste halve år blevet tilføjet endnu en Ballon d’Or og Champions League-trofæ nummer to.

Men der mangler noget i samlingen. Et sted i det imponerende trofæskab er der stadig tomt. Reserveret til noget helt specielt. Lige nu symboliserer tomheden i skabet den smerte, som Cristiano Ronaldo bærer rundt på. Han har arbejdet stenhårdt så mange år for at blive den bedste i verden. Blive historisk. Men uden en stor titel med Portugals landshold frygter han, at hans navn en dag, når støvlerne er lagt på hylden, ikke længere vil have samme klang som i dag.

Så tæt på og så langt fra. 4. juli 2004 er stadig en af de mørkeste dage i Cristiano Ronaldos karriere. EM-finale i Lissabon. Et helt land i berusende eufori klar til den første store landsholdstitel, og så tabte de det hele på gulvet med et 0-1-nederlag til det græske sensationshold.

Cristiano Ronaldo græd den aften. Det var der også al mulig grund til at gøre forleden, da Portugal åbnede VM i Brasilien med en snitter på 0-4 til Tyskland. Man så det ikke på tv-skærmene, men i takt med at tyskerne hamrende effektivt skilte Portugal ad, så reagerede Ronaldo demonstrativt. Stillede sig i perioder helt ud ved sidelinjen og nærmest iagttagende hvordan holdkammeraterne famlede rundt i et stort kaos. Ronaldo forsøgte på egen hånd at ændre kampen. At få håbet tilbage. Men Tyskland var godt forberedt på Ronaldo, og kampen var blot en opfølgning på den værst tænkelige VM-optakt for Real Madrid-stjernen.

For det er i højere grad Cristiano Ronaldos betændte knæ, der har været et af VMs helt store emner end stjernens bedrifter på banen. Stort set efter hver træning i basen i Campinas, et stykke uden for São Paulo, har Ronaldo forladt træningen med en ispose bundet rundt om knæet.

Det har virkelig fået gang i Breaking-knapperne og mange teorier florerer omkring, at Ronaldo i virkeligheden ikke bør spille.

Den anerkendte knæspecialist Dr. José Carlos Noronha afslørede i sidste uge over for den spanske avis El Confidencial, at han angiveligt har advaret Ronaldo om at spille VM-kampe. En MRI-scanning viste ifølge El Confidencial væsketryk omkring knæet, og hvis Ronaldo fortsatte med at spille kunne det få konsekvenser på længere sigt.

Men i den portugisiske landsholdslejr kalder man det for unødig dramatik, og der skulle heller ikke være tvivl om, at Ronaldo spiller mod USA, hvor forsvarsprofilen Pepe afsoner karantæne efter udvisning.

- Jeg har respekt for, at man skal lave historier for at fylde avisen, men nogle ting er for langt ude. Temaet omkring Ronaldos knæ er blevet kørt alt for stort op, sagde Portugals landstræner, Paulo Bento, forleden.

Kampen mod USA kan definere Ronaldos eftermæle på det portugisiske landshold. I en alder af 29 år er det nu, at CR7 for alvor skal stråle ved et VM. Mindre sandsynligt er det, at han er lige så dominerende om fire år til VM i Rusland. Han har ikke været en så markant skikkelse i de to VM-slutrunder, han hidtil har spillet. Blot to VM-mål er det blevet til i en ellers fornem landsholdskarriere, hvor han er Portugals mest scorende nogensinde med 49 mål i 112 landskampe. VM i 2006 bød på en enkelt scoring i en slutrunde, hvor Portugal ellers nåede helt frem til semifinalen, hvor de dog tabte til Frankrig.

Ronaldos VM i Tyskland huskes også primært for episoden, hvor den daværende Manchester United-holdkammerat Wayne Rooney blev udvist for en vild tackling på Ronaldo, der efterfølgende blinkede ud til den portugisiske bænk. Det skabte en storm i England efter kvartfinalenederlaget, hvor Ronaldo i ugerne efter VM var uønsket i Storbritannien.

Fire år senere ved VM i Sydafrika scorede Cristiano Ronaldo igen blot et mål i 7-0-sejren over Nordkorea, og Portugal blev ekspederet ud i ottendedelsfinalerne af Spanien.

Det forsmædelige nederlag til Tyskland løftede en flig af de problemer, som frustrerer portugiserne, for ser man bort fra Ronaldo, er holdkammeraterne på en helt anden galakse, lysår bagefter. Når de 90 minutter mod USA er afviklet, får man et tydeligere billede af Portugal og Ronaldos sande styrke.