Vintertøjet skulle findes frem igen, hvis beboerne i den italienske by Rovere lørdag ville udenfor.

Byen, der ligger halvanden times kørsel fra hovedstaden Rom, er nemlig blevet ramt af snefald.

Lars Henriksen, meteorolog i DMI, fortæller, at det er kold skandinavisk luft, der har forårsaget vinterens tilbagekomst i byen, der ligger i 1.432 meters højde.

»Vi er relativt tidligt på året, og et højtryk over Skandinavien har sendt kold luft ned gennem Europa,« fortæller meteorologen.

Rovere ligger 1.432 meter over havets overflade.
Rovere ligger 1.432 meter over havets overflade. Foto: EMANUELE VALERI/EPA/SCANPIX
Vis mere

»Det har så forårsaget, at nedbøren over Rovere er faldet som sne, mens det længere ude ved kysten er faldet som regn.«

Sneen er ikke kommet som nogen overraskelse for meteorologerne, da det var nøjagtigt, hvad deres prognoser forudsagde.

Børnene skal imidlertid skynde sig, hvis de vil udnytte vejret til at lege i sneen.

»Sneen kommer ikke til at overleve længe. Tirsdag eller onsdag er den nok væk,« fortæller Lars Henriksen.

Børnene skal skynde sig, hvis de vil bygge snemænd, da meteorolognere regner med, at sneen allerede tirsdag eller onsdag er smeltet.
Børnene skal skynde sig, hvis de vil bygge snemænd, da meteorolognere regner med, at sneen allerede tirsdag eller onsdag er smeltet. Foto: EMANUELE VALERI/EPA/SCANPIX
Vis mere

I Rom var dagstemperaturen i går 15 grader, mens nattemperaturen nåede ned på 10 grader, skriver DMI.

Rovere ligger i provinsen L'Aquila, der er den mest bjergrige provins i regionen Abruzzo i det centrale Italien. Den ligger i det midterste af bjergkæden Abruzzerne, der er den midterste og højeste del af Appenninerne, der strækker sig fra Norditalien til 'støvlespidsen' i syd.

Den højeste bjergtop er Corno Grande, hvis tinde er 2.914 meter over havets overflade.