Ved brug af rummets eget forstørrelsesglas har astronomer for første gang opdaget planeter i en ganske anden galakse. »Imponerende,« siger dansk astrofysiker.
Det var en videnskabelig bedrift af de store, da astronomer i 1992 kunne bekræfte, at der findes planeter om andre stjerner end Solen her i vores galakse, Mælkevejen.
Dermed blev mulighederne for liv derude i princippet fordoblet milliarder af gange.
Men astronomien har nu taget endnu et syvmileskridt i udforskningen af nærmest ubegribeligt fjerne verdener. For nu er det for første gang lykkedes at finde klare tegn på planeter og måske endda måner i en ganske anden galakse end vores egen.
Galaksen befinder sig hele 3,8 milliarder lysår borte, og blandt dens utallige stjerner har astronomer opdaget tydelige fingeraftryk fra omkring 2.000 kloder. De mindste er på størrelse med Månen, mens de største er omtrent så store som solsystemets største planet, Jupiter.
Det fremgår af et forskningsresultat fra universitetet i Oklahoma, og det er netop offentliggjort i tidsskriftet Astrophysical Journal Letters.
Forskerne gjorde de næsten ubegribeligt fjerne opdagelser ved at udnytte en effekt, som Albert Einstein forudså for over 100 år siden i sin almene relativitetsteori. Den går ud på, at ekstremt tunge objekter lokalt bøjer og forvrænger rummet på én sådan måde, at det kan virke som et enormt forstørrelsesglas.
Effekten kaldes for mikrolinse eller gravitationslinse, og forskerne i USA udnyttede den ved gennem et teleskop at studere den fjerne galakse i det kraftige lys fra en ekstremt »tung« såkaldt kvasar bag galaksen.
Det forstørrede og belyste i samme åndedrag dele af galaksen i så høj grad, at forskerne kunne se de tydelige signaturer fra omkring 2.000 kloder derude.
Astronomen Eduardo Guerras siger i en pressemeddelelse, at der »ikke vil være den mindste chance for at opdage planeterne direkte, end ikke med de bedste teleskoper, man kan forestille sig i et science fiction-scenarie.«
Men han tilføjer, at med mikrolense-teknikken kan man »afdække planeternes tilstedeværelse og endda få en idé om deres masse.«
Herhjemme er astrofysikeren og mikrolinse-pioneren Uffe Gråe Jørgensen fra Niels Bohr Institutet stærkt begejstret.
»Det er en meget imponerende bedrift, og jeg ser ikke nogen grund til at betvivle resultatet,« siger forskeren, der i 2006 var hovedmand bag mikrolinse-opdagelsen af en jordlignende planet ca. 25.000 lysår borte i Mælkevejen – den ellers hidtil fjerneste planet-opdagelse.
Siden har Uffe Gråe Jørgensen og hans team bl.a. forsøgt at finde planeter i Mælkevejens store nabogalakse, Andromeda. Men her var de ikke været så heldige, at de kunne udnytte den voldsomme lys- og forstørrelseseffekt fra en kvasar (kraftigt lysende stof omkring et supermassivt sort hul, red.) til at foretage den eventuelle observation med.
Men nu kan planetjagten nu meget vel rykke ind i en ny tidsalder.
»Når man har fået systematiseret metoden, kan man få viden om, hvordan planeter ser ud i galakser med en helt anden beskaffenhed,« siger den danske planetjæger og tilføjer, at man ikke vil være i stand til at måle, om der skulle være tegn på liv på de ekstremt fjerne planeter.
»Til gengæld er mikrolinse-metoden særlig følsom over for planeter, der befinder sig i baner som Jordens, og som har en jordlignende størrelse,« siger han.
Langt de fleste af de såkaldte exoplaneter, der med »konventionelle« metoder er opdaget her i Mælkevejen, er store gaskæmper, og de befinder sig oftest meget tæt på deres stjerner.
Disse planeter er især opdaget ved hjælp af Kepler-satellitten, der har fokus på stjerners lystab, når en planet cirkler forbi.
