Tre oliearbejdere var ombord på et undervandskøretøj, der skulle lede efter olie ud fra Angolas kyst. Men i stedet for olie fik de øjnene op for et bemærkelsesværdigt væsen på 1.325 meters dybde.

Oliearbejderne besluttede at filme opdagelsen, da de aldrig havde set et hvidgult væsen med lange, tynde spaghetti-lignende tråde hængende efter sig.

Efterfølgende har oliearbejderne sendt optagelserne af sted til en gruppe forskere fra SERPENT, som har specialiseret sig i væsener under vand.

Forskerne mener, at det bizarre dyr er af arten 'Bathypsa conifera', som er harmløs over for mennesker.

Første gang, dyret blev beskrevet, var i 1878, da den schweiziske biolog Theophil Rudolf Studer var stødt på væsenet.

Tidligere har der dog ikke været optagelser af det spaghetti-lignende dyr, og derfor vækker det begejstring hos forskerne.

»Det er et godt eksempel på, hvordan et samarbejde med industrielle virksomheder kan give os et større billede af livet i det dybe hav,« siger Daniel Jones, som er projektkoordinator ved SERPENT, til sci-news.com.