Bilister og andre trafikanter bliver ofte latterliggjort på sociale medier, når de klovner rundt på veje eller parkeringspladser. Men nogle gange har de stakkels bilister bare ikke en chance.

En ny, smart rundkørsel med busbaner på kryds og tværs i Jönköping i Sverige fik syv bilister til at køre forkert på 10 minutter, hvor den svenske avis Jönköping-Posten var til stede i selskab af en kørelærer.

I videoen kan man se, hvordan flere af bilisterne kører forsigtigt frem i det labyrint-lignende vejsystem, hvorefter de tilsyneladende giver op og bare krydser busbanerne for at komme det rigtige sted hen.

I stedet for bilisterne er det nu rundkørslen og byens kommune, der bliver latterliggjort på Facebook.

BT modtager gerne video eller billeder fra læsere, der kender til forvirrende veje, skilte eller mærkninger i Danmark - eller andre ting, der ikke giver mening i trafikken.Send til esra@bt.dk

90 sekunder til 20 millioner

20 millioner svenske kroner har ombygningen af rundkørslen kostet. Hele projektet blev sat i værk for at spare byens busser 90 sekunder fra et busstop til et andet. Almindelige bilister ser dog ikke ud til at kunne forstå de mange busbaner.

Jönköpings Kommune havde lagt en vejledning til rundkørslen på sin Facebook-side, hvor et billede viste, hvordan man skal køre bil i rundkørslen. Svenske Facebookbrugere har dog gjort tykt grin med vejledningen, som siden er blevet fjernet.

En bruger har eksempelvis lagt dette billede op som svar:

Facebook-brugeren 'Jocke Pocke' kvitterede med dette billede som svar på Jönköpings Kommunes vejledning i, hvordan man kører i rundkørslen.
Facebook-brugeren 'Jocke Pocke' kvitterede med dette billede som svar på Jönköpings Kommunes vejledning i, hvordan man kører i rundkørslen.
Vis mere

Facebooktråden fortsætter i samme stil med kommentarer, der gør grin med både rundkørslen og behovet for en 'brugsanvisning'.

'Tænk at det er så vanskeligt, at kommunen skal forklare, hvordan man skal køre. Trafikplanlæging på højt niveau,' skriver en bruger på Facebook til vejledningen.

En anden skriver:

'Det er ikke godt, når det kræver instruktioner på nettet, hvis man skal køre i rundkørslen. Hvor mange ser lige den. Det skal da være helt klart uden instruktioner på nettet.'

Andre har kun få ord at tilføje til kommunens svar.

'Oh herregud. Kaos,' skriver en svensk Facebookbruger.

Læs mere hos Jönköpings-Posten