Mars burde være fyldt med synligt frossent vand, men er det ikke. Det har altid undret forskerne, at der endnu ikke er fundet store mængder vand på planeten. Nu har en dansk forsker løst gåden - og fundet vandet.

I 2008 kunne sonden Phoenix melde hjem, at den havde fundet vand på Mars.

- Vi har set beviser på dette isvand tidligere i observationer foretaget af rumsonden Mars Odyssey og i forsvindende mængder observeret af Phoenix sidste måned, men dette er første gang, at vi har rørt ved og smagt på marsiansk vand, skrev .

Og forsvindende små mængder vand er alt, hvad Nasa har fundet på planeten.

Ifølge videnskab.dk, går disse beskedne fund imod alle gængse teorier om planetdannelse. Sammenligner man sondernes faktiske fund, med de mængder vand, man teoretisk burde have fundet, så mangler der enorme mængder.

En forklaring på det manglende vand har været, at det må ligge skjult et sted på planeten. Og det kan meget vel være sandt. En dansk ph.d-studerende i geologi fra Institut for Geologi fra Aarhus Universitet har opdaget et specielt område på størrelse med Spanien, der kun kan opstå, hvis der er frossent vand i hele området.

- Jeg har fundet rester efter vulkanudbrud, der er foregået under is. Dette specielle landskab afslører, at der har været is til stede i området, dengang vulkanerne var i udbrud, siger Gro Birkefeldt Møller Pedersen til videnskab.dk.

Området har omkring 100 bjergrygge, der er skabt af disse vulkaner. Gro Birkefeldt Møller Pedersen kan se på bjergene, at de har rejst sig fra et enormt hav af frossent vand.

Krakelerede lavastrømme, der er er synlige i hele området, kan kun være skabt i mødet mellem lava og is.

- På Mars får varme ikke is til at smelte men til at fordampe, og i takt med at isen forsvandt, blev lavastrømmene undermineret, så de faldt sammen. Det fik dem til at krakelere og danne den kaotiske landskabsform, fortæller Gro B. M. Pedersen.

Al den is, der ikke er fordampet, er blevet dækket til af et tykt lag støv.

- Når isen bliver dækket med et tykt lag  støv, så gemmer isen sig stadigvæk nedenunder, og så vil man stadig kunne finde is i den røde planets undergrund. Selv om overfladen er støvet til, vil man altså kunne finde frem de isrige områder den dag i dag, da overfladen her vil se anderledes ud, siger Gro B. M. Pedersen.