For første gang fortæller fotomodellen og TV-værten Mai-Britt Vingsøe om den skilsmisse, som kom fuld- stændig bag på hele Danmark. Om det krænkende i, at folk så hende som en helgen, fordi hun i det hele taget giftede sig med den kørestols-bundne Jason Watt. ____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>De havde et ægteskab, som hele Danmark beundrede. Og en skilsmisse alle talte om. Snakken gik især på, at det nok var Jasons ulykke, som havde ødelagt forholdet. Når man nævner den teori for Mai-Britt Vingsøe, ser hun målløs ud ved tanken. Ryster på hovedet og rynker panden, så man ikke kan se arret fra dengang hun var en hårdtslående pige i skolegården.

»Det havde ikke en skid med hans handicap at køre. Ikke en skid. Det kan jeg sige med hånden på hjertet. I mine øjne er han ikke mindre mand, fordi han sad i kørestol,« siger Mai-Britt med en stemme, så man ikke engang tvivler på, om hun siger sandheden.

Ingen helgen
Hun forstår heller ikke, hvorfor folk ville gøre hende til en helgen, da hun giftede sig med den handicappede Jason.

»Folk kiggede på mig, som om jeg virkelig havde gjort en god gerning. Det forstår jeg overhovedet ikke. Hvis jeg syntes, det var så forfærdeligt, så var jeg da aldrig gået i kirke med manden.

Selvfølgelig var det hårdt, at han kom ud for den ulykke, men min kærlighed til ham havde jo slet ikke forandret sig. Det kan godt være, at han var blevet lavere end mig. Men hvad så?

Det var selvfølgelig en ulykkelig situation, han var i, men jeg var ikke ulykkelig, for jeg vidste, at det nok skulle blive os,« siger Mai-Britt. De var et par med stor lidenskab, og det kunne slå gnister på både den gode og den dårlige måde.

»Jeg er en temperamentsfuld dame, som var vant til at få min vilje i tidligere forhold, og det kunne godt slå gnister. Samtidig gav det også en afsindig forelskelse i de første par år med en lidenskab, som kun de færreste får lov at opleve.

Men det kan være enormt svært, når to så temperamentsfulde mennesker tumler sammen. Den ene siger hvid, og den anden siger sort, og til sidst vil man bare have sin vilje for at vise, at man er den stærke. Vi glemte lidt at gå på kompromis, og så går det galt,« siger hun og stryger en hånd gennem det røde hår, som passer til temperamentet.

Deles om børnene
»Ulykken bragte os helt klart tættere sammen, fordi vi skulle vinde over noget sammen. Om vi var blevet gift og havde fået børn, hvis han ikke var kørt galt, ved jeg ikke,« siger Mai-Britt og fjerner et par rosiner fra gulvet, som afslører, at vi er i et hjem med et-årige tvillinger.

De bor hos hende i denne uge. I næste uge er de hos Jason. Det er ikke en kernefamilie, men det behøver det måske heller ikke at være for at blive lykkeligt.

»Jeg er lidt bange for at lyde som en dårlig mor, når jeg siger det, men det er en fed ordning. Jeg lever to meget forskellige liv fra uge til uge. Når børnene er hos mig, kommer jeg slet ikke ud om aftenen. Hvis folk vil se mig, må de komme her hjem.

Jeg kommer nemlig i overgangsalderen, når jeg er ude med mine børn. Jeg tran-sveder og er fuldstændig rødblusset i hovedet. Jeg øver mig på at blive bælgøjet, så jeg kan holde øje med dem begge to,« griner Mai-Britt, som til gengæld lever et meget udgående liv, når hun om fredagen har aflevet dem til Jason. »Så tager jeg ind til veninder og hygger og går i byen. Nogle gange sover jeg hos min veninde, som dengang vi var 18 år.

Elsker stadig Jason
At være alene med to børn er virkelig en fuldtidsbeskæftigelse, og derfor er det dejligt de uger, hvor dagen er min egen,« siger Mai-Britt, som samtidig også kan få stik i hjertet over ordningen. Det var for eksempel ikke i hendes uge, at sønnen Noah begyndte at gå.

»Puha, der er meget, man går glip af, når man kun har dem 26 uger om året. Tænk, hvis de begynder at sige »mor«, mens de er hos ham. Jeg under selvfølgelig Jason det, men jeg er jo moren,« siger Mai-Britt, som en gang imellem kan tage sig selv i at være lidt for meget mor. For eksempel når hun minder Jason om, at børnene skal have vitaminer - og at han også skal huske skoene.

»Jason korser sig en gang imellem, når jeg står og siger sådan. Heldigvis har han lært at lade det gå ind ad det ene øre og ud ad det andet.« Det er altid pæne ord, Mai-Britt bruger, når hun taler om eks-manden. Han er stadig en af hendes bedste venner, og hun er ikke bange for at sige, at hun stadig elsker ham. Hun siger det faktisk flere gange.

Alligevel holdt ægteskabet ikke. Der var kommet for meget hverdag i det. »Vi kom til et tidspunkt, hvor jeg gik den ene vej, og han gik den anden. Han gik mere op i karriere, hvor jeg var mere til at sidde foran fjernsynet med børnene. Vi glemte hinanden. Glemte at nyde hinanden. Man skal huske at være der for hinanden,« siger Mai-Britt.

Hun har fået indrettet sig hyggeligt i Smørum i sit nye rækkehus, hvor det ikke tager mange barneskridt at komme ned til legepladsen. Det virker i det hele taget, som om hun har fået indrettet tilværelsen fint som alenemor. Dog ikke så fint, at hun håber på, at der aldrig kommer en ny mand i hendes liv.

»Tosomhed er da bedre end ensomhed. Vi er skabt til at være par. Det er også derfor, den halvdel af verdens befolkning har en revne, og den anden har noget at stikke ind. Selvfølgelig er man lidt lukket efter en skilsmisse. Jeg kan godt tænke: »Hvorfor fanden skal jeg kaste mig ud i det ræs igen«, men jeg tror, det er vigtigt at give sig selv lov.«