EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen forsvarer den omstridte handelsaftale med USA i sin state of the union-tale i EU-Parlamentet.
Aftalen har af flere politiske grupper i EU-Parlamentet fået kritik for at give USA for store handelsfordele.
Men aftalen var helt nødvendig for Europa, og kritikken er på nogle punkter ikke korrekt, fastholder von der Leyen i talen.
- Vores samhandel betyder mere end 500 milliarder euro i eksport til USA hvert år.
- Millioner af arbejdspladser afhænger af den eksport. Det kunne vi ikke sætte over styr. Derfor indgik vi en handelsaftale, siger von der Leyen.
Hun afviser dermed indirekte de kritikere, som mener, at EU burde have taget et hårdt omgør med USA i forsøget på at få en bedre aftale.
Men en handelskrig med USA ville koste europæiske job, lyder det fra kommissionsformanden.
Von der Leyen mener desuden, at kritikerne overser, at EU's aftale med USA indeholder lempeligere toldsatser, end det som EU's eksportkonkurrenter som eksempelvis Indien og Kina står tilbage med.
- Vi sikrede den bedst mulige aftale. Og vi har givet vores virksomheder en relativ fordel, fordi deres konkurrenter er blevet pålagt meget højere toldsatser i deres aftaler med USA, siger von der Leyen.
I EU-Kommissionen forsøger man samtidig at se aftalen fra forbrugernes side. Når USA med aftalen får lavere toldsatser i Europa, så kan deres virksomheder eksportere mere til EU.
Men det vil ske til lavere priser for de europæere, som skulle have lyst til eksempelvis at købe en amerikansk bil.
Omvendt håber EU-Kommissionen, at de europæiske virksomheder kan fastholde deres eksport trods de højere toldsatser, fordi alternativer fra andre lande vil være endnu dyrere i kraft af endnu højere toldsatser.
Om det regnestykke holder i virkeligheden, må tiden vise.
Efter indgåelsen af aftalen har USA's præsident, Donald Trump, samtidig truet EU med nye handelsforhindringer, hvis ikke EU lemper sin digitale lovgivning, som ifølge Trump udgør en handelshindring for amerikanske virksomheder i EU.
Von der Leyen står dog i talen fast på, at Europa ikke vil ændre sine digitale regler trods kritikken fra Trump.
/ritzau/