Det kom torsdag til voldsomme uroligheder i flere spanske storbyer, da politi og demonstranter sloges i gaderne under en 24 timer lang generalstrejke.

Det skriver britiske Daily Mail. 

Kampklædte betjente indtog gaderne i blandt andet Barcelona for at dæmme op for demonstranterne. Med knipler og gummikugler forsøge de at bekæmpe optøjerne, der har budt på containerafbrænding, molotovcocktails, vold og omfattende hærværk.



Der meldes desuden om uro og optøjer i byerne Madrid, Pamplona og Murcia. 

Generalstrejken blev igangsat af fagforeningsbevægelserne, UGT (socialistisk fagforening) og CCOO (Spaniens største fagforbund)  og mere end 70 procent af landets arbejdsstyrke stoppede arbejdet.

Det har betydet at blandt andre lufthavnene er blevet påvirket. Demonstranterne er på gaden på grund af den spareplan, som er til behandling i parlamentet torsdag.