Ding, ding, ding, ding.

En ustyrlig larm spreder sig normalvis i biler, hvis du træder på speederen og samtidig har glemt at tage en sikkerhedssele på.

Men helt og aldeles stille har der potentielt været i over 800.000 Tesla-biler i USA. Det skriver det amerikanske medie CNBC.

Og selvom lyden kan være hjernedød irriterende, er det ifølge Federal Motors sikkerhedsregler et krav i USA, at lyden skal komme, når sikkerhedsseler ikke er taget på.

Det skyldes ikke overraskende, at en eventuel ulykke vil kunne blive langt værre uden en fastspændt sikkerhedssele.

Derfor har Tesla været nødt til at tilbagekalde alle de 800.000 biler for at rette op på problemet. En af de største tilbagekaldelser nogensinde i Teslas historie.

Til gengæld kender sikkerhedsbureauet National Highway Traffic Safety Administration ikke til, at der har været nogen som helst ulykker på baggrund af den manglende advarselslyd.

Den manglende advarselslyd er faktisk ikke det eneste problem, som Tesla på det seneste har haft. For nylig var bilproducenten Tesla også nødt til at tilbagekalde 54.000 biler, fordi bilerne ikke stoppede af sig selv ved stopskilte, når bilen var sat i 'kør-selv-tilstand'.

I denne omgang er der tale om bilmodellerne Model S, Model X, Model 3 og Model Y.

Ifølge det amerikanske medie har Tesla solgt over en million biler i USA siden 2013.