Det er ikke en nyhed, at Donald Trump raser på de amerikanske journalister, men grunden er ny hver gang.

Denne gang handler det om, at journalister sætter spørgsmålstegn ved, at Donald Trump har bestilt millioner af enheder af malariamedicin hjem til at bekæmpe coronavirus.

Det har han gjort, fordi der de seneste dage har lydt rygter om, at hydroxychloroquine har hjulpet corona-patienter.

Dr. Anthony Fauci påpegede dog på Donald Trumps pressemøde, at det er alt for tidligt at sige noget om virkningen, fordi det er ikke blevet testet. Og det var det, der startede diskussionen på pressemødet.

En af journalisterne spurgte, om Donald Trump ikke bare giver den amerikanske befolkning falske forhåbninger.

»Det giver ikke befolkningen en falsk forhåbning. Det virker måske, det virker måske ikke,« siger præsidenten.

»Vi må se, hvad det kan gøre af forskel. Vi ved det meget snart. Vi har bestilt en million hjem af dem. Vi skal gøre et forsøg med dem. Vi har intet at tabe. Hvad fanden har vi at tabe?«

I baggrunden stod Dr. Anthony Fauci og kiggede i den modsatte retning, mens Donald Trump prøvede at sprede optimisme omkring malariamedicinen. Medierne på stedet ville dog også høre lægens holdning.

»Præsidenten føler sig optimistisk omkring det. Jeg siger ikke, at det ikke er effektivt, men vi er også nødt til at få data på, at det er effektivt mod covid-19,« forklarede Dr. Anthony Fauci.

»Vi ved ikke, at det er sikkert, hvis man begynder at bruge det mod en anden sygdom.«

Trods det sidste svar, så lægger Donald Trump ikke skjul på, at det skal afprøves direkte på nogle af de covid-19-syge.

»Jeg har haft meget ret. Vi må se, om jeg også har det her. De vil tage prøver i New York. Vi vil forsøge at prøve det på mennesker, som ikke har det godt,« siger Donald Trump