Mere end 12.000 frivillige og tilskuere var med til at gøre en lille kræftsyg drengs drøm til virkelighed, da de fredag omdannede den amerikanske millionby San Francisco til en lokal udgave af Gotham City, den mørke og faretruende storby fra Batman-universet.

Femårige Miles Scott, der lider af leukæmi, er vild med Batman, og hans største ønske var at iføre sig den ikoniske sorte dragt og leve en dag som den hårdtslående superhelt. Det ønske opfyldte organisationen Make-A-Wish Foundation med hjælp fra tusindvis af borgere i San Franciso.

US-SAN-FRANCISCO-HELPS-MILES'-WISH-TO-BE-A-SUPERHERO-COME-TRUE

Ifølge avisen San Francisco Chronicle blev Miles Scott mødt med jubel, da han tordnede gennem byens gader i sin Batmobil, mens kamerahold fulgte ham, da han reddede en nødstedt ungmø på en af byens berømte sporvogne. San Franciscos borgmester, politichef, distriktsanklager og selv FBI var med på spøgen og spillede deres respektive roller fra Batman-universet. Og præsident Obama sendte også en hilsen til pavestolte Batkid.

»Godt gået, Miles. Flot, at du reddede Gotham,« lød beskeden fra præsident.

Knap et øje var tørt, da Miles Scott, iført sin Batman-dragt, fik overrakt nøglen (af chokolade) til byen af borgmester Ed Lee.

»I en verden, hvor vi altid hører om skyderier og overfald, er det helt utroligt at se, hvordan vores by står sammen,« lød det fra Jason Dorn, en af de mange begejstrede tilskuere til Batkids heroiske udskejelser.

Miles Scott, der blev ramt af leukæmi som etårig, er i bedring.

US-SAN-FRANCISCO-HELPS-MILES'-WISH-TO-BE-A-SUPERHERO-COME-TRUE