NSA-skandalen får nu tilføjet et mere delikat kapitel. Ifølge et lækket dokument overvåger den amerikanske efterretningstjeneste mistænktes pornosurfing og kommunikation med yngre piger.

I årtier har det været kendt, at efterretningstjenester indsamlede stærkt privatfølsomme oplysninger om sine modstandere. Men for første gang bliver det nu afsløret, at den amerikanske efterretningstjeneste National Security Agency (NSA) ligefrem kortlægger udvalgte personers internetadfærd på pornografiske hjemmesider.

Målet er potentielt at kunne skade de overvågede personers »troværdighed, omdømme og autoritet.«

Afsløringen tager nok engang afsæt i de lækkede dokumenter fra den tidligere efterretningsansatte Edward Snowden.

Hovedparten af de tidligere kritiske artikler om NSA og den britiske efterretningstjeneste Government Communication Headquarters (GCHQ) har været offentliggjort i britiske The Guardian og amerikanske New York Times og Washington Post. Men denne afsløring er netop blevet offentliggjort i den amerikanske internetavis The Huffington Post – også denne gang med journalist Glenn Greenwald som medskribent.

The Huffington Post er i besiddelse af et klassificeret dokument fra 3. oktober 2012, som med afsæt i overvågningen af seks muslimer illustrerer, hvordan »personlige sårbarheder« kan indhentes gennem elektronisk overvågning. De seks personer er alle mistænkt for at opfordre til radikalisering, men ingen af dem er blevet sat i forbindelse med direkte terrorforsøg. Alle seks er formentlig bosiddende uden for USA.

Ifølge dokumentet regner NSA med, at en offentliggørelse af af de mistænktes seksuelle aktiviteter på internettet vil kunne skade deres troværdighed. Som eksempler nævnes pornosurfing på internettet, og hvis man har kommunikeret med seksuelle undertoner på internettet med »uerfarne, unge piger.«

I et officielt svar til Huffington Post fra efterretningstjenesten lyder det: »Uden at ville diskutere konkrete personer burde det ikke være overraskende, at den amerikanske regering bruger alle lovlige midler til rådighed for at hindre terrorister i deres bestræbelser på at skade nationen og radikalisere andre til at bruge vold.«

Stewart Baker, en tidligere NSA-rådgiver og efterretningsofficer, betoner, at efterretningstjenesten nærmest er forpligtet til at miskreditere USAs fjender, og at det er en mere human løsning end at slå dem ihjel. Jameel Jaffer fra organisationen American Civil Liberties Union lægger derimod vægt på, at dokumentet indikerer, at NSA er i gang med at misbruge personfølsomme oplysninger.

Det lækkede dokument afslører ikke, om de indhentede oplysninger om de seks personer faktisk blev brugt imod personerne – enten ved at kontakte dem personligt eller ved at offentliggøre de private oplysninger bredt.

Afsløringen af NSA kommer efter et halvt års drypvise historier baseret på Snowden-dokumenterne. Senest er det kommet frem, at NSA via indsamlingsprogrammet »Packaged Goods« har skaffet sig adgang til 13 datacentre, herunder angiveligt mindst et datacenter i Danmark, lige som det for nylig kom frem i Holland, at NSA kontrollerer tusinder af inficerede computere verden over, hvad der åbenbart var medvirkende til, at NSA kunne hacke sig ind i EUs kommunikation.

Tidligere har Snowden-dokumenterne også vist, at 35 statsledere blev overvåget, og det vakte især opsigt, da tyske efterretninger underbyggede, at kansler Merkels mobil var blevet aflyttet.

Danmark er blevet nævnt i den næsthøjeste samarbejdskoalition med USA »De ni øjne« og i et såkaldt »fokuseret samarbejde.«

Men regeringen har gentagne gange forsøgt at tale aflytningssagen ned ved at understrege, at der ikke foregår »ulovlig aflytning« i Danmark.

På Christiansborg har Enhedslisten således stået isoleret med en entydig kritik af den amerikanske overvågning, men på det seneste er andre partier begyndt at røre på sig. Mandag sagde retsordførerne fra SF og Dansk Folkeparti f.eks. til Berlingske, at de delvist opfattede Edward Snowden som en helt, og at den massive overvågning var kommet bag på dem.