Der venter Nordkoreas netop afdøde 'kære leder', Kim Jong-Il, lidt af en afslutning når han begraves i morgen.

En kanon-salut vil lyde over hovedstaden Pyongyang, mens tropper fra verdens fjerdestørste hær, som Nordkoreas hær er, kommer til at marchere gennem hovedstaden og skabe et imponerende skue, som man har set det før på den store paradeplads i byen.

En limousine vil køre med Kim Jong-Ils kiste og en endnu en bil vil følge efter med et kæmpe billede af den afdøde diktator.

Det skriver sydkoreanske medier, der har fået informationer fra det ellers ultra-lukkede kommunistiske land, ligesom medierne bygger deres historie på den begravelse, afdøde Kim Jong-Ils far, Kim Il-Sung, fik i 1994.

Ud over hærmarch og paradekørsel skriver sydkoreanske medier, at der vil være militærbands, der spiller begravelsesmusik, mens store konvojer af motorcykler og biler med blomster vil følge limousinen med kisten.

Hele ceremonien er ikke bare tænkt som en overdådig afsked til Kim Jong-Il, den skal også køre sønnen, Kim Jong-Un i stilling, som den nye leder af Nordkorea.

- Jong-Un er den store efterfølger til at føre den revolutionære sag, og han skal være den kloge leder af vores parti, stat, hær og folk. Han skal stå ved roret i den koreanske revolution, rapporterer et statsstyret nordkoreansk nyhedsbureau.

Hele ceremonien forventes at begynde klokken 10.00 lokal tid (2.00 i nat dansk tid).

Torsdag vil sørgetiden officielt slutte med tre minutters stilhed ved middagstid, hvorefter tog, skibe og andre fartøjer vil lade deres horn lyde over hele Nordkorea.

Kim Jong-Il døde den 17. december af et hjerteanfald.