Tilsviningerne fløj gennem luften, men nu prøver den ene part at tage luften ud af det offentlige skænderi.
»Elon og jeg er enig. Der er ikke noget problem,« siger Peter Navarro.
Det sker i et interview i programmet 'Meet the Press' hos NBC News.
Den højtplacerede rådgiver for Donald Trump – og arkitekten bag den omfattende plan om gengældelsestold, der er blevet rullet ud – reagerer nu på den voldsomme ordfejde, han har haft med en anden indflydelsesrig rådgiver for den amerikanske præsident:
Elon Musk.
Det hele begyndte med, at Peter Navarro i et interview sagde, at Tesla-ejeren kun var »en simpel bilmontør«.
Verdens rigeste mand svarede hurtigt igen på X og brugte et udtryk som »dummere end en sæk mursten« om manden, han kaldte »Peter Retarrdo«.
Nu konstaterer Peter Navarro:
»Alt er fint med Elon. Jeg er blevet kaldt værre,« siger rådgiveren, der samtidig endda også har roser til Elon Musks arbejde i den såkaldte Doge-enhed:
»Elon udfører et rigtigt godt stykke arbejde med frås, bedrageri og snyd. Det er et enormt bidrag til USA.«
I interviewet med NBC News benytter Peter Navarro også lejligheden til at knytte et par ord til de toldsatser, der blev pålagt alverdens lande for halvanden uge siden og øjeblikkeligt kastede verdensøkonomien ud i et vildt stormvejr.
Lige indtil Donald Trump valgte at pause toldhammeren i foreløbig 90 dage med undtagelse af Kina, der dog alligevel her i weekenden fik nogle markante lempelser.
»Det udfolder sig fuldstændig, som vi havde troet, det ville. Som et dominerende scenario,« siger han:
»Potentielt set står vi foran 90 aftaler på 90 dage, og det var lige efter planen.«