I Kina mener man, det er en overreaktion, at føderale ansatte i USA beordres til at fjerne den kinesiske videoapp TikTok fra regeringsudstedte telefoner.

Det Hvide Hus gav mandag regeringskontorer 30 dage til at sikre, at appen ikke er at finde på nogle føderale enheder eller systemer.

Det har fået en talsperson for Kinas udenrigsministerium til at anklage USA for at misbruge statsmagt til at undertrykke udenlandske firmaer, skriver BBC.

»Vi er stærkt imod disse forkerte handlinger,« lød det fra talskvinde Mao Ning tirsdag under et pressemøde.

Her sagde hun desuden, at den amerikanske regering bør »respektere principperne om markedsøkonomi og fair konkurrence« og »stoppe med at undertrykke virksomhederne« og sørge for et retfærdigt miljø for udenlandske virksomheder i USA.

»Hvor usikker på sig selv kan verdens største supermagt USA være sådan at frygte unge menneskers yndlingsapp på den måde,« tilføjede Mao Ning.

TikTok, som er ejet af det kinesiske firma ByteDance, er de seneste måneder blevet mødt af påstande om, at appen indsamler brugernes data og videregiver dem til den kinesiske regering, hvilket har skabt frygt for, at følsomme oplysninger kan blive afsløret, når appen downloades til offentlige enheder.

Virksomheden insisterer dog på, at den ikke fungerer anderledes end andre sociale medievirksomheder og repræsentanter herfra siger, at den aldrig ville efterkomme en ordre om at overføre data.

Også herhjemme har appen skabt røre, og tirsdag modtog folketingsmedlemmer og andre ansatte en mail, hvor man blev anbefalet at slette TikTok-appen.

Derudover oplyste erhvervsorganisationen Dansk Erhverv ligeledes tirsdag, i en pressemeddelelse, at organisationen nu fraråder sine godt 18.000 medlemsvirksomheder at bruge appen.

En unavngiven EU-talsmand oplyser, ifølge Reuters, også, at EU-Parlamentet har besluttet at bandlyse den kinesiske app på ansattes arbejdstelefoner og private enheder med adgang til parlamentets mailprogrammer og interne netværk.