En ny ministerpost var hvad den nu tidligere norske miljø- og udviklingsminister forventede, da han blev kaldt til møde på den nye partiformands kontor. Men få minutter senere viste virkeligheden sig dog at være en helt anden. I dag er hans sidste dag som minister.

- Jeg troede, jeg ville blive spurgt, om jeg ville være enten miljøminister eller udviklingsminister. Jeg var helt åben for begge muligheder. Jeg troede, det var den besked Audun (formand for Socialistisk Venstreparti, red.) skulle give mig. Så det kom som noget af en overraskelse for mig, at jeg skulle gå af, fortæller Erik Solheim til norske VG.

57-årige Erik Solheim har tidligere været formand for det norske Socialistisk Venstreparti i 10 år indtil 1997. Men i denne måned blev den kun 34-årige Audun Lysbakken valgt som ny formand for SV, der svarer til det danske SF. Og han vil altså have nye boller på suppen - til stor ærgrelse for den erfarne minister, der nu har fået trukket tæppet væk under fødderne.

- Jeg argumenterede for mit syn, og Audun Lysbakken argumenterede for sit syn. Men han bestemmer selvfølgelig, siger en ærgerlig Erik Solheim til VG.

En afstemning på den norske avis' hjemmeside tyder dog på, at læserne langt fra er enige i den nye formands beslutning om at fyre Erik Solheim. Blot 15 procent mener, at han enten har gjort et dårligt stykke arbejde, eller at partiet har brug for nye kræfter.

Modsat mener halvdelen af de mere end 4000 personer, der har stemt, at han har været en dygtigt politiker. Yderligere 30 procent så gerne, at han var blevet, fordi de mener, partiet har brug for folk med erfaring.