Hele Danmark holdt vejret i spænding, da astronaut Andreas Mogensen lørdag morgen dansk tid blev skudt ud i rummet på en SpaceX-raket med kurs mod Den Internationale Rumstation.
Men dagen inden den succesfulde opsendelse kunne BBC fortælle, at det succesfulde raketfirma SpaceX, der er ejet af milliardæren Elon Musk, kan være i problemer.
Det amerikanske justitsministerium har nemlig sagsøgt SpaceX for at diskriminere mod flygtninge og asylansøgere, når de ansætter medarbejdere.
Justitsministeriet udtaler, at SpaceX fejlagtigt har påstået, at det ikke var tilladt for dem at ansætte personer, som ikke havde amerikansk statsborgerskab.
Og ifølge ministeriet har SpaceX rutinemæssigt afskrækket asylmodtagere og flygtninge fra at ansøge og nægtet at ansætte dem på grund af deres statsborgerskabsstatus i perioden september 2018 til maj 2022.
Ministeriets undersøgelse af SpaceX begyndte, efter en tidligere udenlandsk medarbejder kom med beskyldninger om, at vedkommende var blevet udsat for diskrimination.
Ifølge Justitsministeriet har SpaceX sagt, at det på grund af lovgivningen kun var tilladt at ansætte amerikanske statsborgere og personer med et såkaldt Green Card, der giver personer lov til at bo og arbejde permanent i USA.
Det er dog ifølge ministeriet ikke korrekt.
Jobsne, som asylmodtagere og flygtninge ifølge søgsmålet gik glip af, spænder bredt fra opvask og madlavning til raket-ingeniører.
Det er ikke første gang, at et af Elon Musks firmaer er blevet sagsøgt for diskrimination.
En gruppe tidligere ansatte på X - tidligere kendt som Twitter - lagde tidligere på måneden sag an med påstand om, at Elon Musk var involveret i diskrimination af ansatte på baggrund af både køn, alder og race.