Hvis Trump stadig havde været præsident, ville krisen i Ukraine aldrig være opstået, mener ekspræsidenten.

Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump roser Ruslands præsident Vladimir Putins aggression mod Ukraine og kalder den "genial".

Samtidig siger Trump, at krisen aldrig ville være opstået med ham som præsident.

Det sker i et højreorienteret radioprogram. Her spørger værterne Trump om Putins anerkendelse af udbryderrepublikkerne Luhansk og Donetsk i det østlige Ukraine som selvstændige.

- Jeg kom ind et sted i går, hvor der var en tv-skærm, og jeg sagde: Dette er genialt, svarer den tidligere republikanske præsident.

- Putin erklærer en stor del af Ukraine - af Ukraine - som uafhængigt. Åh, det er vidunderligt, tilføjer han.

Putin har beordret "fredsbevarende" styrker indsat i Luhansk og Donetsk, og tirsdag stemte det russiske parlament for at give Putin formel magt til at sende landets væbnede styrker ud af landet.

Det betyder med andre ord, at Putin har fået grønt lys til at sende styrker til Donetsk og Luhansk.

Aggressionen er blevet mødt med fordømmelse fra Vesten og sanktioner fra USA, EU, Storbritannien og Canada.

Trump kalder Putins taktik "klog" og siger, uden at uddybe det nærmere, at USA kan kopiere den og bruge samme taktik på grænsen til Mexico.

Desuden mener Trump, at krisen i Ukraine helt kunne have været undgået, hvis den var blevet "håndteret korrekt" af præsident Joe Biden, som i 2020 vandt det amerikanske valg over Trump.

- Jeg kender Vladimir Putin rigtig godt, og han ville aldrig have gjort det, han gør nu, under Trump-administrationen. Under ingen omstændigheder, siger den tidligere præsident.

Donald Trump, der indtil tirsdag har været tavs omkring den russiske trussel mod Ukraine - en af USA's allierede - kritiserer desuden den amerikanske regerings "svage" reaktion.

USA's reaktion stemmer ikke overens med Ruslands handlinger, mener han.

/ritzau/AFP