En dansk mand døde fredag efter at være kommet alvorligt til skade under et faldskærmsudspring til de Nordiske Mesterskaber i Sverige.

Aftonbladet.se oplyser, at manden landede for hårdt i en dam omkring fredag eftermiddag klokken 15 ved en flyveplads i Gyttjom godt 100 kilometer nord for Stockholm.

»Manden var for langt nede i et højt drejningsmoment og endte i vandet,« siger Lotta Nilsson, der var redningslederen på stedet, til Aftonbladet.

Der var redningsfolk på stedet, som straks var over ham, og ambulancehelikopteren var hurtigt på stedet og fik ham fløjet til det nærmeste hospital i Uppsala.

Selvom han var ved bevidsthed, da han blev fløjet væk, stod han desværre ikke til at blive reddet. Ti minutter i otte fredag aften blev han erklæret død.

Danskeren deltog i disciplinen 'swooping', som går ud på at flyve i høj fart tæt på jorden i så lang tid som muligt. Ifølge en sikkerhedsekspert var der ikke nogen åbenlyse fejl under springet. Det forklarer Mikael Kaulanen, som arbejder med sikkerhed på det svenske faldskærmsforbund. Han ønsker ikke at spekulere i, hvad der var årsag til ulykken.

»Hoppet så fint ud, og der var gode forhold under springet og ingen åbenlyse fejl. Vi vil undersøge, hvad der kan være sket i et udvalg,« siger han til Aftonbladet.