Selvom det kan være enormt fristende, så er det en dårlig idé at smide en frysepizza i ovnen efter en bytur.

Det norske brandvæsen advarer lige nu unge mod madlavning om natten, fordi brandvæsenet over hele landet rykker ud til mange såkaldte 'pizzabrande'.

Brandvæsnet bliver tilkaldt, når de unge sætter en frysepizza i ovnen efter en bytur og falder i søvn, mens pizzaen er i ovnen, skriver norske Dinside.

'Selv om de fleste af disse episoder ender godt, opstår der alvorlige situationer. Vi i brandvæsenet foreslår, at du hellere tager dig en rugbrødsmad med pålæg, når du kommer sent hjem,' skriver Nedre Romerike Brann- og Redningsvesen i et opslag på facebook.

Brandvæsenet kommer med opfordringen, fordi det lige nu er studiestart for godt 300.000 norske unge, der også flytter i egen bolig for første gang.

Hos forsikringsselskabet Tryg i Norge ser man mange eksempler på, at unge glemmer den frosne pizza i ovnen.

»Heldigvis går det stort set altid godt, ofte takket være en røgalarm, der slår ud. Men at lave natmad efter at have indtaget alkohol er en dårlig idé,« siger Espen Opedal, der er landechef hos Tryg Forsikring i Norge.

Ifølge Direktoratet for Samfundssikkerhed og Beredskab rykkede brandvæsenet ud til 3537 brande i norske private hjem sidste år. Over halvdelen af disse brande startede i køkkenet.