Med et minuts stilhed og fakkeltog mindedes svenskerne de to personer, der torsdag mistede livet ved et angreb på en skole nær Gøteborg.

I byen Trollhättan, hvor skoleangrebet fandt sted, samledes byens borgere sidst på eftermiddagen søndag til et fakkeltog. Flere end 4.000 personer havde meldt deres ankomst til begivenheden på Facebook, hvor flere end 270.000 svenskere også havde givet udtryk for, at de søndag klokken 14.00 ville holde ét minuts stilhed til minde om ofrene for det uhyggelige angreb, svenskerne aldrig vil glemme.

Torsdag klokken 10.09 slog Kronans Skola i den svenske by Trollhättan alarm til politiet. En mand, som gemte ansigtet bag en sort Star Wars-maske og var bevæbnet med et sværd, var gået til angreb på skolens elever og medarbejdere.

Otte minutter senere - klokken 10.17 - sank manden med masken, der senere blev identificeret som 21-årige Anton Lundin Pettersson, sammen på trappen foran skolen. Han var ramt af skud, som politiet havde affyret, da han med sværdet havde virket truende mod betjentene.

Rystende beretninger

Selvom angrebet på skolen kun varede i otte minutter, var skaderne uoprettelige. Før den 21-årige gerningsmand blev ramt af skud, som senere kostede ham livet, havde han med sværdet dræbt 15-årige Ahmed Hassan og 20-årige Lavin Eskander. To andre blev ifølge svensk politi såret ved angrebet på skolen.

Svenske medier bringer i disse dage øjenvidnernes rystende beretninger om, hvordan de troede, at Anton Lundin Petterson lavede sjov, indtil sagens blodige alvor gik op for dem, da han stak sværdet i en bare 15-årig dreng i et klasselokale.

En dreng, der overværede angrebet fra nærmeste hold, forklarer i et interview med den svenske avis Expressen, at han sammen med nogle venner besluttede sig for at flygte fra skolen i stedet for at blive i klasseværelset, selvom de havde svært ved at tro, at det der skete, var virkeligt.
»Da så vi politiet og forstod, at det var alvor,« siger drengen til Expressen.se.