Håndholdte spillemaskiner har altid været et kæmpehit og næsten alle mennesker har prøvet at sidde med en Gameboy i hånden. Nintendo har altid siddet utroligt tungt på dette marked, med sine Gameboy-maskiner, der i dag hedder Nintendo DS. Der er en enkelt konkurrent på markedet, nemlig Playstation Vita.

Nogle er af den opfattelse, at de nye smartphones tilbyder de samme spil, som man kan købe til konsollerne, men det er meget langt fra virkeligheden. Mobilspil er stadigvæk lysår efter spil til Nintendo DS og Vita, så at tro, at mobiltelefoner kan erstatte en spillekonsol, er en stor fejl.

Nintendo har siddet meget tungt på dette marked i flere år og de har udgivet rigtig mange forskellige maskiner, som egentlig kan det samme. Som forældre er der tit stor forvirring omkring netop dette, så lad os starte med at redde disse tråde ud. Der kan nemlig være en del penge at spare ved at finde ud af, hvad ens behov er.

Mange forældre har svært ved at finde ud af, hvad forskellen er på Nintendo DS, DS Lite, DSI og DSI XL. Fakta er, at alle maskiner er lige ’stærke’ og kan afspille de samme spil, selvom der kan være 50% forskel i pris på de forskellige maskiner.

Først og fremmest er det vigtigt at vide, at alle Nintendo-maskiner, der hedder noget med Gameboy og Gameboy Advance, er forældede. De er ikke interessante køb længere, selvom der er mange til salg på brugtmarkedet.

Efterfølgeren til Gameboy er Nintendo DS og siden Nintendo 3DS og det er her, mange forældre virkelig kommer på glatis.

Hvis man, som forælder, skal investere i en maskine til et 5-6 årigt barn, der skal have sin første maskine, er det rigeligt at starte ud med en billig Nintendo DS frem for den nye 3DS. Der er rigtig mange penge at spare, ikke mindst på spillene og med et kæmpemæssigt spilkatalog til DS-maskinen, vil barnet snildt kunne få sit behov dækket de næste par år.

Nintendo 3DS

  

Den nyeste udgivelse er Nintendo 3DS. Denne maskine er også udkommet i en XL-version. Eneste forskel på disse to maskiner er, at XL har en næsten dobbelt så stor skærm. Ellers kan de det samme. Maskinen kan gengive spil i 3D uden brug af briller. Der er ikke så mange der er blevet specielt imponeret over resultaterne af denne mulighed og sjovt nok, vælger mange at slå denne 3D-mulighed fra, når man spiller, og får spillet gengivet i ’normal’ 2D. Har man kammerater med en maskine også, kan man i mange spil, spille mod hinanden via trådløst netværk.

Spil: Der er udkommet rigtig mange gode spil til 3DS og maskinen har næsten helt overtaget markedet fra Nintendo DS, i den forstand, at langt de fleste producenter af spil, nu udelukkende vælger at udgive til 3DS. Nintendos Mario og Pokemon-spil er klart de mest populære, men der er et meget stort og varieret spilkatalog til maskinen. Priserne på spil til 3DS ligger i et pænt leje, i forhold til de stationære konsoller. Omkring 300 kr. for de dyreste spil, men af og til kommer helt nye udgivelser også ud med en butikspris på 199 kr. Ninte do 3DS kan også afspille ’de gamle’ DS-spil.

Tilgængelighed: Nintendo 3DS kan findes i de fleste butikker, hvilket også gør sig gældende med spil. 3DS har næsten presset DS helt ud af markedet.

Overall: Nintendo 3DS er en virkelig lækker maskine for børn og unge, der er vilde med Nintendos velkendte universer. Prisen for en maskine og 2-3 af spilklassikerne vil ligge samlet på ca. 2400 kr.

Nintendo DS

  

Er det store ’problembarn’ på markedet, for denne maskine er udkommet i mange versioner. Første generation hed bare Nintendo DS og siden kom DS Lite på markedet. Lite er den mest solgte maskine. DS-generationen kunne afspille Gameboy-spil og havde ikke noget indbygget kamera. Næste generation hed Nintendo DSI og siden kom DSI XL på markedet. DSI-modellen kunne ikke afspille Gameboy-spil, men havde til gengæld indbygget kamera med tilhørende software indbygget. Maskinerne kan spille sammen indbyrdes via trådløst neværk, hvor maskinerne kan ’finde’ hinanden

Spil: Hvis man udelukkende vil have en Nintendo DS for at spille, er der ingen forskel på DS og DSI. De kan det samme og kan afspille de samme spil. Det kommer sikkert som en overraskelse for mange forældre. Der er dog et enkelt lille MEN, for nogle spil tilbyder muligheden for, at man kan bruge kameraet i DSI til f.eks. at tage et foto af sit eget hoved og indsætte det i spillet. Der er dog ikke mange udviklere, der har gidet rode med denne mulighed og hvis den er til stede i spillet, vil det være markeret på selve spilæsken. Der er ikke tal på, hvor mange spil der er udkommet til maskinerne, men langt over 3000, er der i hvert fald. Der er tilmed en del spil, der er på dansk, hvilket mange forældre er glade for. I kraft af de mange spil på markedet, er der også en meget høj procentdel, der nærmest er værdiløse. Spil som Mario, Pokemon og Lego superhelte-serien er dog gode eksempler på, at maskinen kan tilbyde underholdning i hundredvis af timer til de yngre børn.

Tilgængelighed: Nintendo DS Lite og DSI var i en årrække topsællerter i mange radio/TV afdelinger, men maskinen er lige så stille ved at forsvinde til fordel for 3DS. Der bliver dog fortsat uudgivet spil til DS, men det dør nok også ud i 2013

Overall: Både DS og DSI er nogle virkelig gode maskiner, som vil holde i mange år frem, i kraft af deres enorme spilkatalog med tilhørende mange toptitler. Skal man investere i en maskine til en ’ny’ spiller, som ikke har prøvet at spille før, er det rigeligt at starte ud med en DS/DSI, frem for en 3DS. Maskinerne er noget billigere og ikke mindst er spillene meget billigere, da man tit ser restlagre til salg i diverse supermarkeder. Man betaler typisk 2-300 kr. mere for af få sit kamera i DSI’en, men det er faktisk en sjov ekstra mulighed, som mange børn har stor fornøjelse af. Prisen for en DSI med tilhørende 2-3 klassikere vil ligge på ca. 1600 kr. Tager man i stedet for klassikerne, 2-3 jævnt gode spil (som bare ikke hedder noget med Mario eller Pokemon) kan man ofte slippe af sted med det hele for omkring 1100 kr.

Playstation Vita

  

Vita kom på markedet i foråret og overtog markedet fra Sonys tidligere maskine PSP. PSP fik aldrig fat i det danske marked. Vita er en langt stærkere maskine end Nintendo DS og 3DS og udmærker sig bl.a. ved at have trykfølsom skærm både på front og bag-parti. Vita gør meget ud af sin online-platform, hvor der er mange app’s.

Spil: Der er ikke udkommet voldsomt mange spil til Vita, men der kommer en jævn lidt strøm af udgivelser hele tiden. Der er spil til alle aldersgrupper og til forskel fra Nintendos maskiner, er der flere særdeles gode teenage- og voksenspil. Spillene ligger på et pænt prisleje på typisk mellem 199-349 kr. Udvalget af spil vil vokse en del i 2013. Sony har lige lanceret ideen med, at hvis man køber deres spil til PS3, får man Vita-versionen gratis med.

Tilgængelighed: Vita er endnu ikke slået stort igennem i Danmark og det har givetvis været medvirkende til, at maskinen ikke har ret meget hyldeplads i diverse butikker. Der er dog flere danske netbutikker, som er opdateret på de nyeste titler.

Overall: Vita er en utrolig lækker maskine, som minder mere om en tablet end en håndholdt konsol. Maskinen er dyr og da man skal have et memory-kort med til maskinen, før den kan fungere, ligger investeringen lige over 2000 kr. UDEN spil. Maskinen er primært til det lidt ældre publikum, som vil betale for den høje håndholdte kvalitet, der tilbydes her.