Hver niende dansker har så store problemer med at få kærlighedsapparatet til at du, at de lider af »seksuel dysfunktion«.
Næste gang du og kæresten er inviteret til parmiddag med fire af dine venner og deres kærester, så kig dig en ekstra gang rundt om middagsbordet. Otte i selskabet har inden for det sidste år haft svært ved at få det til at fungere i sengen.
En omfattende undersøgelse fra 2005 viser, at 80 procent af danske mænd og kvinder, som har en partner, har seksuel funktionsbesvær i varierende grad.
Det skriver B.dk
Samme undersøgelse viser, at én ud af ni, hvilket svarer til ca. 500.000 danskere, har så alvorlige og hyppige problemer, at de kan siges at lide af 'seksuel dysfunktion', som er med til at forringe deres livskvalitet betydeligt.
- Og der er god grund til at tro, at der ikke er sket ændringer i tallene siden 2005, siger overlæge og forsker ved Epidemiologisk Afdeling på Statens Serum Institut, Morten Frisch.
Han er medforfatter til to videnskabelige artikler på baggrund af tallene, som er blevet publiceret i anerkendte tidsskrifter. Tallene stammer fra en større landsdækkende undersøgelse om sundhed og sygelighed, hvor 4415 seksuelt aktive danskere har deltaget.
Mere end klamydia og abort
Ifølge Morten Frisch viser undersøgelsen, at der er behov for at udvide indsatsen vedrørende seksuel sundhed.
- Sundhedsstyrelsens entydige fokus ligger på forebyggelse af seksuelt overførte sygdomme og uønsket graviditet. Det er en til to procent af befolkningen, der er berørt af dette, mens omkring 80 procent af danskerne i varierende grad har besvær med seksualfunktionen, siger han.

Morten Frisch efterlyser en politisk indsats og opprioritering og henviser til, at Verdenssundhedsorganisationen WHO's definition af seksuel sundhed per 2002 ikke kun drejer sig om sexsygdomme og abort:
'Seksuel sundhed er en tilstand af fysisk, følelsesmæssig, mental og social velbefindende i forbindelse med seksualitet(...) såvel som muligheden for at have lystfulde og sikre seksuelle oplevelser(...),' står der blandt andet i definitionen.
Intet sket siden politisk initiativ i 2007
Politikerne på Christiansborg vil gerne gøre mere for, at danskernes sexliv bliver bedre.
De havde faktisk idéen for allerede fire år siden.
Et tværpolitisk netværk i Folketinget for "Seksuel og Reproduktiv Sundhed og Rettigheder"anbefalede i april 2007 både, at man kunne nedsætte en kommission og regionale videncentre efter en høring på Christiansborg.

Men det kom ikke videre end idé-stadiet.
- Der er ingen politikere, som er uenig i vigtigheden af det her. Men nu er der snart gået fire år, og der er ikke rigtig sket noget, konstaterer Morten Frisch.
'Vi har svigtet'
Formand for netværket og sundhedspolitisk ordfører for Socialdemokraterne, Sophie Hæstorp Andersen, kan godt se, at det ikke er godt nok.
- Er det virkelig fire år siden? Der har har ikke været vilje i regeringen, men vi har som opposition også svigtet med at bringe det til torvs, siger hun.
Helle Sjelle (K) er næstformand i det tværpolitiske netværk for seksuel sundhed, og hun konstaterer, at det ikke er noget, der prioriteres, selvom enkelte ildsjæle på tværs af partiskel er enige.
- Uanset hvor mange gode kræfter, der er, så skal der et flertal til, og det har der så ikke været på området. Men det betyder ikke, at vi opgiver kampen, siger hun.
Lad os ikke sygeliggøre problemet
Sophie Hæstorp vil nu spørge indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V), hvilke initiativer han vil tage for at forbedre den seksuelle sundhed i Danmark.
Da B.dk bad om et interview med ministeren, sendte han sin kommentar på mail:
- Problemet er alvorligt nok for dem, det vedrører, herunder ældre og handikappede, men jeg lad os nu ikke sygeliggøre eller klientgøre en endnu større del af befolkningen. Man kan heldigvis henvende sig til sexologiske klinikker, skrev Bertel Haarder.