Det gik ikke som håbet for flere af de danske svømmere, da der lørdag eftermiddag blev svømmet finaler og semifinaler ved kortbane-VM i Doha.

Rikke Møller Pedersen skulle som den eneste deltage i en finale, da hun skulle forsøge at sikre den tredje danske medalje. Disciplinen hed 100 meter brystsvømning - en distance, der ikke er Rikke Møller Pedersens favorit.

Og det var da også til at se, da svømmerne først kom i vandet. Danskeren fik en sløv start og var et godt stykke efter ved vendingen efter 50 meter. Rikke Møller Pedersen er kendt for sin hurtige slutspurt, og hun hentede da også et par placeringer på de sidste 50 meter. Det rakte dog ikke til en medalje for den fynske svømmer, der måtte tage til takke med en skuffende sjetteplads.

»Det er træls ikke at kunne leve op til det, som man har kunne svømme før. Jeg fik ikke det flow, som jeg havde behov for,« lød det fra en skuffet Rikke Møller Pedersen.

Hun var ikke den eneste, der slukøret måtte forlade Dohas svømmearena lørdag eftermiddag. Mie Ø. Nielsen endte nemlig ligeledes på en sjetteplads i hendes heat ved semifinalen i 50 meter rygsvømning. En placering, der betød, at den danske svømmer ikke kom videre til søndagens finale.

Lidt positivt var der dog også at tage med fra bassinet i Doha lørdag. Pernille Blume satte personlig rekord, da hun tilføjede endnu en sjetteplads til den danske samling. Tiden 24,35 rakte dog kun til en samlet 12. plads, hvilket ikke resulterede i en finale-billet. Og på trods af den personlige rekord, var Blume da også ærgerlig over, at hun ikke var i stand til at sætte en hurtigere tid.

»Jeg er glad for min personlige rekord, men jeg havde troet, at jeg kunne svømme endnu hurtigere. Nu glæder jeg mig til holdkappen i morgen. Det bliver dejligt,« lød det fra Blume.

Den sidste dansker, der var i vandet lørdag eftermiddag var den dobbelte medaljevinder fra fredag, Jeanette Ottesen. Hun havde tidligere på dagen svømmet sig videre til semifinalen i 100 meter butterfly i bedste tid - oven i købet uden at anstrenge sig. Så der var høje forventninger til Ottesen, som da også levede op til disse og i suveræn stil svømmede sig videre til finalen i semifinalernes anden bedste tid - kun overgået af den svenske rekordholder Sara Sjöstrom, som slog danskeren i finalen ved 50 meter butterfly fredag.

»Jeg tror, at der skal en verdensrekord til for at slå Sara., og den har jeg ikke i mig i dag (lørdag red.). Jeg er glad for, at der ikke er finale i aften, for jeg er meget træt. Men nu må vi se. I morgen er en ny dag,« sagde Jeanette Ottesen efter at hun havde sejret i sit eget heat.