Debatten omkring AGF-træner, Peter Sørensen, og en udtalelse på TV i søndags har fået et efterspil, som bare fortsætter. Tirsdag aften var Peter Sørensen i en ophedet debat med Århus Stiftstidendes chefredaktør, Jan Schouby. Og det gik ikke stille af sig.

I TV2 Østjyllands debatprogram "Fodbold med Horup" diskuterede Sørensen og Schouby en kommentar fra Peter Sørensen, som blev bragt på Canal 9 i optakten til AGFs forårspremiere i Superligaen i søndags. En kommentar, som signalerede, at Steffen Rasmussen var blevet degraderet som førstemålmand. Eller var det i virkeligheden dét, Sørensen sagde? Det er Schouby og Sørensen rygende uenige om.

- Du vælger at fravige sandheden, fordi du åbenbart har en eller anden bestemt agenda. Det er problematisk. Og det er i øvrigt presseetisk noget svineri, at du referer fra noget, der ikke er sagt, sagde Peter Sørensen med en løftet pegefinger rettet mod Jan Schouby. 

- Jeg har ikke sagt, at Steffen ikke ville have stået på mål. Jeg har sagt det, der står. Altså, at der er konkurrence om det. Jeg har ikke degraderet Steffen, og det står ellers i dit citat. Det er ganske enkelt løgn, det der står, raser Sørensen videre om Schoubys klumme i Århus Stiftstidende.

Debatten er opstået, fordi Peter Sørensen i optaktsprogrammet fortalte, at den normale andenmålmand, Emil Ousager var bedre end Steffen Rasmussen lige på det tidspunkt, hvor Steffen Rasmussen kom tilbage fra sin skade. Det er den udtalelse, som er blevet tolket helt forskelligt. Peter Sørensen mener blot, at han tilkendegav, at det er helt naturligt, at Steffen Rasmussen ikke var på højere niveau end Emil Ousager, når han lige var kommet tilbage på træningsbanen, imens Ousager har trænet som normalt. 

Steffen Rasmussen misforstod tilsyneladende også Peter Sørensen, da han efterfølgende sagde, at han synes, Peter Sørensens udmelding var underlig, og at han ikke selv havde fået nogen forklaring. Det er den forvirring, som Jan Schouby har pointeret i Århus Stiftstidende.

- Du prøver at rykke det væk fra, hvad det handler om. Vi er mange, der misforstår det. Din egen målmand misforstår det. Har du så ikke et klart problem? Du kan åbenbart ikke kommunikere, så dine medarbejdere klart kan forstå det, siger Schouby.

Peter Sørensen er blevet bragt i uvejr på grund af balladen om den ene udtalelse samt hans prioritering, hvor han placerede landsholdsspilleren Casper Sloth på bænken til kampen mod FCK. Der spekuleres i, at Peter Sørensen har et dårligt forhold til nogle af sine spillere. Heriblandt Casper Sloth. Spekulationer, som dog ikke er hverken bekræftet eller udtalt af spillere i truppen.