Allerede torsdag morgen – mange timer inden returopgøret mellem OB og Sønderjyske – trak Marie Grabow OB-trøjen over hovedet.

Hun var med egne ord både klar og top-nervøs.

»Nogle gange kan man leve og dø med en kamp, men det ér vigtigt. Det kunne jeg mærke, da jeg stod op i morges,« siger Marie Grabow, der er pressechef i LB Forsikring og inkarneret OB-fan.

Torsdag klokken 18.00 møder OB Sønderjyske på hjemmebane i et returopgør, der for første gang i 15 år kan sende OB i pokalfinalen.

»Det bliver en kæmpe kogepladekamp. Der er pakket med folk, og solen skinner, og der bliver en kæmpevild stemning – dét forventer jeg,« siger Marie Grabow.

Hun er født og opvokset i Odense og har kunnet offside-reglen, siden hun var seks år, men det var først, da hun flyttede hjemmefra, at hun virkelig blev OB-fan.

I dag bor og arbejder hun i København, men det har ikke svækket kærligheden til Odense Boldklub og fællesskabet omkring fodbolden.

»Når det er sæson og OB spiller, er der nogle venner, jeg ser oftere, end jeg ser nogle af mine tætteste veninder, for vi ses hver uge,« siger hun.

Både i 2010 og 2019 måtte OB se sig slået i semifinalen, men med en 2-1-sejr i Haderslev 27. april har holdet i år solide kort på hånden og kan nøjes med uafgjort for at få lov til at kæmpe om guldet.

Det gør dog ikke kampen mindre spændende, intet er afgjort endnu.

»Jeg forventer helt vild stemning. Jeg kan ikke tro, at man som spiller i OB ikke kan tænke, det er det vildeste, der er sket længe,« siger Marie Grabow.

Hun skal – selvfølgelig – på stadion og se kampen med sine venner.

»Det er jo en god måde at holde sin venskab ved lige på. Det er spillet, men det er også fællesskabet.«

Fællesskabet omkring klubben er også en af grundene til, Marie Grabow deler sin OB-glæde på Twitter, som på den måde bliver en slags online fanklub.

»Jeg ved ikke, hvor mange der får noget ud af, at jeg deler et billede af mig selv i en trøje, men jeg er forhåbentlig med til at sprede den glæde, der også er.«

Samme glæde vil der formentlig være på stadion torsdag eftermiddag, hvor flere tribuner allerede er udsolgt.

»Vi skal være forberedt på, at Sønderjyske kommer for at dø med støvlerne på, så det skal vores spillere også være klar til.«