Lyt til artiklen

Simon Makienok Christoffersen er stort set kun et lægetjek fra at kunne trække den lyserøde Palermo-trøje over hovedet.

Faste læsere af BT og bt.dk har de seneste dage kunnet følge med i udviklingen, der nu blot er detaljer fra at kunne sende den store angriber fra Brøndby til Palermo og cirka 20 millioner kroner den anden vej.

BT erfarer fra solide italienske pressekilder, at danskeren ventes til lægetjek inden for 24 timer på Sicilien, og der kun mangler at blive løst mindre personlige detaljer i spillerens kommende italienske kontrakt, før handlen går igennem. Angiveligt får angriberen en tre år lang kontrakt.

Således skulle Simon Makienok ifølge BT's oplysninger fredag have sagt farvel til holdkammeraterne i Brøndby, og derfor var han også fraværende ved dagens Brøndby-træning.

Simon Makienok Christoffersen har scoret tre gange i denne sæson og nettede 12 gange i sidste sæson og er tiltænkt en rolle som afløser for Abel Hernandez, der skifter til Hull i Premier League.