Bølgerne er gået højt og kriserne har været markante i flere traditionsklubber, men alligevel har Superligaen 2016-17 endnu sin første trænerfyring til gode. Sammenligner man med tidligere, skal vi hele 12 år tilbage for at finde en sæson, hvor en superliga-træner ikke havde fået sparket på dette tidspunkt af efteråret.

Isolerer man blikket på resultater, har der ellers været masser af incitamenter til at pege fingre og skifte ud på fodboldens uriaspost. Både Esbjerg, AaB og OB har underpræsteret massivt, mens også Viborg og AGF – og tidligere på sæsonen Silkeborg – har fremvist resultater, der mange andre steder ville koste en fyreseddel.

Men trænernes snor har vist sig længere end tidligere, og det er næppe tilfældigt. Op til denne sæson indførte man i Superligaen en ny ligastruktur, der ikke som tidligere koster direkte nedrykning til sidste- og næstsidstepladsen.

Når de 26 spillerunder er afviklet i Superligaens nye grundspil, ryger de seks bedste hold videre til et mesterskabsslutspil, mens resten fordeles i to puljer af fire hold. Her findes de fire dårligste hold, hvorfra de to dårligste mødes til en direkte playoff-duel.

Kun taberen af denne gyser sparkes direkte ud af Superligaen, mens ligaens nummer 12 og 13 møder henholdsvis nummer tre og to fra 1. divison om en plads i Superligaen til den kommende sæson.

Forvirret? Så er du nok ikke alene, men samlet er chancerne for overlevelse trods en dårlig sæson forøget af det faktum, at skarphed i afgørende ’knald eller fald’-kampe kan sikre redning. Ifølge den tidligere superliga-spiller og -træner og nuværende fodboldekspert på Discovery Networks, Morten Bruun, kan det være med til at forklare de fraværende rygende pistoler på superliga-bossernes kontorer.

»Det er næsten for påfaldende til, at man i hvert fald ikke skulle søge en del af forklaringen der. Det er også det, jeg hører, når jeg kommer rundt på de danske superliga-stadioner. Det her med, at ’vi får jo en chance mere. Vi får faktisk to chancer mere’. Så det tror jeg afgjort kan spille ind,« siger Morten Bruun idet han henviser til de playoff-kampe, der kan redde et superliga-hold trods en bundplacering i grundspillet og det efterfølgende gruppespil.

Før sidste weekends opløftende sejr over Brøndby stak OBs krise dybt med ni nederlag i de seneste 11 superliga-kampe, hvilket satte cheftræner Kent Nielsen under tungt pres. Sideløbende har AaB fortsat sin vaklen, mens Colin Todd og Johnny Mølby har massive bjerge at bestige i henholdsvis Esbjerg og Viborg.

»Man kan selvfølgelig tage de enkelte trænere i de klubber, hvor det går dårligt og finde nogle årsager til, hvorfor de måske ikke er lige så fyringstruede som en anden træner i en tilsvarende situation havde været, men skal man finde noget overordnet, tror jeg, den nye struktur spiller ind,« siger Morten Bruun, der sagtens kunne se Esbjergs Colin Todd og Viborgs Johnny Mølby være fyret på nuværende tidspunkt under den gamle struktur, hvilket dermed ville have fortsat det fyringsmønster, der har været siden 2004.

»Ja. For så ville Esbjerg og Viborg jo være i langt større knibe, end de er i øjeblikket,« lyder det fra Morten Bruun.