Lyt til artiklen
FCNs Uffe Bech og Anders 'AC' Christiansen har udenlandske bejlere. FCN siger pænt nej tak til salg.

Så tager vi hul på transfervinduets sidste timer, og mens der stadig mangler at blive handlet lidt ind rundt omkring i Superligaen, så ser FC Nordsjælland frem til at få lukket ned for spillermarkedet.

- Jeg er godt tilfreds med truppens kvalitet og vil egentlig bare have vinduet lukket, så der igen kan komme ro på. Der skal helst ikke ske noget mandag, siger træner FCN-træner Olafur Kristjansson.

Der ellers været interesse helt til det sidste for to af nordsjællændernes nøglespillere. Via hollandske pressekilder erfarer BT, at talentfabrikken Heerenveen har forsøgt sig med et bud på Anders 'AC' Christiansen.

- Jeg vil ikke kommentere på klubnavne, men jeg vil gerne bekræfte, at der i en længere periode har været en stor interesse fra Holland for AC, men vi ønsker ikke at sælge, siger klubejer Allan K. Pedersen.

- Vi ønsker at udvikle ham her i FC Nordsjælland, og det har han god mulighed for. Vi har rykket ham ned på den defensive midtbane, og det ser rigtig spændende ud. Den udvikling vil vi gerne fastholde her hos os, siger han.

Samme melding giver han omkring offensivspilleren Uffe Bech. Her er FCNs tidligere træner Kasper Hjulmand ude med snøren og vil have Uffe Bech til Mainz, og her har det hidtil lydt, at klubberne ikke kan blive enige om prisen. Det afviser Allan K. Pedersen.

- Selvfølgelig vil der altid være et økonomisk aspekt, men det er egentlig ikke beløbets størrelse,det handler om, når det kommer til interessen fra Mainz. Det handler om, at vi også for Uffe Bechs vedkommende ønsker at se hans udvikling fortsætte her hos os, siger han.

- Desuden så er vi i underholdningsbranchen, så vi vil gerne fastholde underholdende spillere som Uffe her.

Betyder det, at døren er helt lukket også selv om Mainz kommer tilbage med et forhøjet bud?

- Man skal aldrig sige aldrig i fodbold. Der kan ske meget i transfervinduets sidste timer, men som udgangspunkt så er døren lukket.