Uden at imponere spillede FCK sig med 1-1 på Farum Park i pokalfinalen.

Det var ikke nogen prangende indsats, FC København leverede i den anden semifinale i DBU Pokalen. Et uafgjort resultat mod FC Nordsjælland var dog nok til at spille sig i årets pokalfinale.

FC København vandt det første opgør med 1-0 og kunne i realiteten spille sig videre med 0-0. Men hvis det var planen, blev den taktik hurtigt ændret, da Mario Ticinovic bragte FC Nordsjælland foran efter bare fem minutter.

Ståle Solbakken havde i dagens anledning sendt sin assistent Brian Rimmer ud til pressen efter kampen, og ifølge ham ændrede kampen sig hurtigt på grund af det tidlige mål.

- Det er en typisk pokalkamp, hvor vi kommer med et resultat, som efter fem minutter er ligegyldigt. Men det første kvarter har vi heller ikke styr på kampen, der er de bedre end os. Vores pres-spil fungerede slet ikke, sagde Brian Rimmer.

Den store skare af FC København-tilhængere, som var mødt frem og skabte god stemning, var da heller ikke hundrede procent tilfredse med, hvad de så i første halvleg. ’Den hvide trøje forpligter’ gjaldede de ned over deres hold.

Men de fik noget at glæde sig over i anden halvleg, da Igor Vetokele udlignede på et hovedstød. Nu skulle FC Nordsjælland op og score to mål, og det dræbte kampen en smule.

- Det var ikke en prangende indsats, men tilstrækkeligt. De sidste 20-25 minutter efter vores scoring spiller vi taktisk, sagde Brian Rimmer.

På den modsatte trænerbænk var det en lidt mellemfornøjet FC Nordsjælland-træner Kasper Hjulmand, der reflekterede over kampen. Han kunne igen konstatere, at hans mandskab kom til kort på en dødbold.

- Det er ærgerligt, at det igen er på sådan en situation, der bliver scoret mod os. Det er jo voldsomt mange point, vi har tabt på den måde i sæsonen. Det er meget irriterende, når man ellers holder dem fra chancer, sagde Kasper Hjulmand, der ellers synes, at hans mandskab kom godt ud til kampen.

- Vi får en god start og har generelt godt styr på deres to mand oppe foran, samtidig med at vi havde muligheder for et mål til 2-0. Efter deres scoring kom vi dog ikke rigtig tæt på at score, sagde Kasper Hjulmand.

Han mente, at det var i det første opgør - og ikke torsdag aften på Farum Park - at finalepladsen i pokalturneringen glippede.

- Den korte historie er, at vi ikke blev slået ud i dag, men i Parken, for resultatet der gjorde kampen tricky for os i dag, sagde Kasper Hjulmand.

I finalen møder FC København AaB, som i onsdags spillede sig i finalen efter en samlet sejr over AC Horsens.