Esbjerg blev søndag ydmyget hjemme på Blue Water Arena, da Sønderjyske overraskede hjemmeholdet med en 4-0-sejr. Et resultat, der placerer Esbjerg i bunden af Superligaen med kun et point efter fire kampe.

»Det er fuldt forståeligt, at folk går 20 minutter før tid i dag - det er vores egen skyld. Det er en pinlig præstation, vi leverer i dag, og det kan vi kun takke os selv for. Vores anden halveg var tæt på katastrofal«, sagde Esbjergs Emil Lyng til Eurosport Danmark efter kampen.

Stillingen var 0-0 efter pausen, men i anden halvleg faldt Esbjergs spillere fuldstændig fra hinanden.

»Jeg synes, vi har styr på dem i første halvleg, og vi skaber de chancer, der skal til for at få scoret.  Vi kommer ud til anden halvleg og ligner en flok lilleputspillere - Jeg ved ikke, hvad der foregår. Efter de to første mål, så pisser de lige gennem os, og det er som sagt katastrofalt,« sagde Emil Lyng, inden han kommenterede på Esbjergs bundplacering:

»Vi viste i dag, at vi ikke er bedre end en bundplacering, så der skal andre boller på suppen, hvis vi skal op i den anden ende af rækken.«